Nu kommer Rejsekortet snart som app
Vi er i Danmark vant til, at det går en smule trægt, når der skal indføres nye billetmetoder til offentlig transport.
For eksempel findes rejsekortet kun som fysisk plastikkort til mange rejsendes store irritation.
Men bedre sent end aldrig. Fra 2024 bliver det muligt at bruge sin smartphone til at tjekke ind og ud af tog, bus, letbane og metro.
Det skriver Rejsekort og Rejseplan i en pressemeddelelse.
– I vores kundeundersøgelser har det fysiske tjek ind og tjek ud været fremhævet som nogle af de største ulemper ved det nuværende Rejsekort. Det løser vi nu med en tjek ind og -ud-løsning på mobilen, siger Kasper A. Schmidt, der er administrerende direktør i Rejsekort & Rejseplan A/S.
Det er schweiziske FAIRTIQ, der har leveret det bedste app-tilbud i udbudsrunden, og dermed har vundet titlen som leverandør.
Konceptet skal gerne blive det samme, som man kender fra det fysiske rejsekort, hvor man efter endt rejse betaler den udregnede pris.
Dog er der en ekstra bonus, da der med appen ikke bliver behov for at foretage et ekstra tjek ind, når der skiftes mellem transportmidler på en rejse.
Til de glemsomme er der desuden ekstra godt nyt. Appen giver nemlig en notifikation på telefonen, som skal huske brugeren med at tjekke ud efter rejsen er slut.