Treårig kørt ihjel: Her er sigtelsen mod 29-årig
LÆS OGSÅ: Treårig kørt ihjel: 29-årig varetægtsfængslet i fire uger.
En treårig pige afgik tirsdag ved døden, efter hun blev påkørt af en varebil på Amager.
Den 29-årige chauffør af bilen bliver onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.
Her mødte den 29-årig mand op. Han tog roligt plads i midten af lokalet. Håret var kortklippet, og han var iført en tynd dynejakke og arbejdsbukser.
Længe sad han der i midten, mens anklageren printede papirer til retten. Pladserne i det lille lokale i dommervagten var fyldt til bristepunktet med presse og tilhørere.
Den 29-årige er sigtet for "uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder". Ifølge sigtelsen ved at have ført varebilen uforsvarligt og påvirket af det bevidshedspåvirkende stof THC, der er "farligt for færdselssikkerheden."
Ligesom han ifølge sigtelsen ikke holdt tilbage for gående, da den treårige pige, der kom gående i fodgængerfeltet midt i myldretiden, blev ramt.
"Kort tid efter afgik hun ved døden som følge af sine kvæstelser - hvorefter sigtede flygtede fra stedet", læste anklageren videre op af sigtelsen.
Pigen blev påkørt i krydset mellem Holmbladsgade og Hessensgade kort efter klokken 17.00. Københavns Politi modtog anmeldelsen om ulykken klokken 17.13 og i flere timer efterfølgende var de til stede i krydset.
Den 29-årige, der blev anholdt 17.43, sad og kiggede lige frem for sig, mens anklageren læste sigtelsen mod ham op.
Efter at have været kort ude af lokalet med sin beskikkede forsvarer kunne hun meddele, at hendes klient nægtede sig skyldig.
- Han vil gerne svare på spørgsmål, men han er ikke klar over, hvad der skete, sagde forsvarer Lone Brandenborg.
Det treårige offer blev beskyttet af et navneforbud, men anklagerens anmodning om referatforbud blev afvist af dommeren.
Den 29-årige nægter, at han flygtede fra stedet, da han "ikke var bevist, om at han påkørte nogen". Han blev ifølge egen forklaring længere fremme stoppet af en cyklist.
- Han ser ret rystet ud. Han siger så at jeg har påkørt en nede ved Hessensgade.
- Hørte du skrig, spurgte anklageren.
- Nej, ingenting, svarede den 29-årige mand, som forklarede, at han har kørt den vej mange gange.
- Jeg har ligget hele natten og tænkt, hvor fanden hun har været henne. Jeg kan ikke placere hende i min kørsel, forklarede den 29-årige i retten.
Han afviser, at han var påvirket.
- Altså du kan jo se, at jeg havde det i blodet, men jeg havde ikke taget noget den pågældende dag, forklarede han.
- Jeg havde røget halvanden måske to joints i lørdags.
- Kan du udelukke, at det var dig der ramte den her pige?, spurgte anklageren.
- Det må det jo have været, svarede han.
Han blev varetægtsfængslet i fire uger frem til 2. januar.