Xander Linnet har lært af jernrørsepisoden: Begik to fejl
LÆS OGSÅ: Ærlig Xander: Mange tror, jeg er kommet let til det …
For 12 år siden modtog Xander Linnet en straf på 60 dages betinget fængsel for vold efter at have slået en mand med et jernrør.
I podcasten "Tsunami" fortæller han nu hele historien fra ende til anden – ligesom han erkender, hvad han skulle have gjort anderledes.
Sangeren fortæller, at han vågner klokken fire om morgenen ved, at hans roomie har taget nogle venner med ind i lejligheden, som sidder i underetagen og snakker grimt om Xander, og manden siger: Når jeg ser ham, så får han med kniven.
– Så tænker jeg: "Nu har jeg ligget og hørt på det her i en halv time, og der er en eller anden, der gerne vil stikke mig ned". Jeg burde måske have ringet til politiet. Det er jo i virkeligheden det. Man skal altid lære noget af de fejl, man laver, eller hvad kunne man have gjort bedre i det mindste, siger han i "Tsunami".
I stedet besluttede han at gå ned til synderen. Og det blev skæbnesvangert, fordi han i hånden bar et jernrør, som var kommet med i en nylig flytning fra Blågårdsgade, lyder forklaringen.
– På vej ned kommer jeg forbi min flyttekasse, hvor der ligger et jernrør. Og jeg er i underhylere, ikke? Jeg tænker: "Jeg må hellere lige have et eller andet med". Og så tog jeg det der med. Det var måske min anden fejl, jeg lavede. Men til mit forsvar, så vidste jeg jo heller ikke: Havde han en kniv? Og hvor mange var de?
I podcasten fortæller Xander, at han peger rundt i flokken med sit jernrør, da han spørger efter vedkommende, der ville stikke ham ned. Og da manden rejser sig, ender det helt galt.
Hændelsen, der fandt sted i maj 2011, endte som bekendt med en retssag i august samme år, hvor sangeren blev idømt 60 dages betinget fængsel for vold – og tog imod straffen uden at anke.
Xander og offeret forklarede til restmødet, at de kender hinanden fra ungdomsårene, og at det var en strid fra dengang, der mundede ud i, at Xander både slog med et jernrør og sparkede.
Allerede få timer efter det voldelige overfald meddelte Xanders offer, at han ikke ønskede at anmelde sagen. Politiet valgte dog alligevel at køre den.