Frank og Casper flade af grin: Dubai-drama inspirerer "Klovn"-skaberne
Man skal have levet under en sten for ikke at vide, at Elvira Pitzner lige nu er fanget i Dubai, efter hendes ekskæreste Milad Saadati har meldt hende til politiet for utroskab.
Ikke desto mindre er det gået Frank Hvams næse forbi.
I deres fælles podcast ”Casper ringer til Frank” ajourfører Casper Christensen sin intetanende ”Klovn”-kammerat, og Frank øjner straks en mulighed.
Den enes død er som bekendt den andens brød.
- Jeg synes, det lyder som en sjov historie til Casper. At Casper bliver anholdt for utroskab i Dubai.
- Han har haft en lille affære med en arabisk prinsesse dernede og bliver gift med hende for at få den kørt hjem. Det kunne være sjovt, at Casper blev anholdt dernede og skulle have piskeslag.
Casper hopper fluks med på Franks ”Klovn”-galej med en anden version.
For det er ikke kun Elvira, som er anholdt og har en straf hængende over hovedet. Det har hendes nye herrebekendtskab Mortada Haddad således også.
- I virkeligheden kunne jeg tage af sted med Elvira Pitzner til Dubai på ferie uden at ane, hun er gift.
- Casper har en affære lidt uden om, og i Dubai er der ingen, der opdager noget. Så viser det sig, at kvinden er islamisk gift, og så kan Casper ryge i spjældet. Det er da en god historie, konstaterer han.
Makkerparret er rørende enige om, at Dubai-dramaet passer lige ind i deres tåkrummende ”Klovn”-univers.
For det er altid sjovt, når Casper kan blive taget utroskab på en vanvittig måde, han aldrig havde troet med nogle vanvittige konsekvenser til følge, lyder det.
Elvira blev således varetægtsfængslet og fik frataget sit pas, så hun ikke kan forlade Dubai, så længe sagen står på.
Det samme skulle så overgå Casper i deres sitcom, alt imens han forsøger at skjule sit sidespring over for Fnug.
Selv om de to komikere griner højt af deres idé, konstaterer de da også:
- Det er da synd for hende. Det er det da.