Kendte13. december 2023

Elith "Nulle" Nykjær Jørgensen er død

Den danske jazzmusiker, DR-stjerne og manuskriptforfatter er død i en alder af 86 år
Efter en tid med sygdom er den 86-årige musiker "Nulle" død 
Efter en tid med sygdom er den 86-årige musiker "Nulle" død
 Foto: Lars H. Laursen

Elith Nykjær Jørgensen, bedst kendt under kunstnernavnet "Nulle", er død.

Det bekræfter hans hustru Louise Albeck overfor Ekstra Bladet.

Dødsfaldet er sket mandag efter en periode, hvor "Nulle" har været syg.

– Han døde stille og fint omgivet af familie og rigtig dygtigt personale, udtaler hans hustru.

Elith "Nulle" Nykjær Jørgensen blev født i 1937 i Gentofte. Den selvlærte musiker droppede sit job som dekoratør for at spille i diverse orkestre i begyndelsen af 60'erne.

Udover en karriere indenfor jazzmusik var Elith "Nulle" Nykjær Jørgensen gennem store dele af sit liv beskæftiget med tv. Han står sammen med sin gamle makker Poul Nesgaard bag DR-succeser som "Flid, fedt og snyd", "Bamse på planeten Joakim" og "I sandhedens tjeneste"

Makkerparret stod også bag julekalenderen "Jul og grønne skove", som medførte en del virak i 80'erne. Disse udsendelser gik også under navnene "Poul og Nulle i Hullet" eller blot "Hullet i jorden".

Det er siden blevet kaldt for den mest udskældte og omdiskuterede udsendelse i DR's historie.

Da "Nulle" sidste år kunne fejre 85 år kaldte Jyllands-Posten ham for "en af monopolets gamle helte". Og her afslørede han, at han selv var godt og grundigt træt af altid at skulle tale om netop julekalenderen.

– Nu har vi snakket mere om julekalender end alt det andet, sagde han, før han blev spurgt, om han var træt af det, og derefter svarede:

– Ja, det kan jeg love.

Sponsoreret indhold