Nikolaj Jacobsen erkender: Et hårdt opkald
Torsdag eftermiddag satte landstræner Nikolaj Jacobsen navne på de 19 spillere, der i januar skal en tur med til EM i Tyskland.
Og med den enorme bredde på det danske landshold, er der naturligvis snak om lutter stjernenavne.
Med den bredde kommer dog også nogle lidt hårde opkald for landstræneren, når han skal ringe og bringe nyheden til et par af de spillere, der lige nøjagtigt ikke er udtaget.
– Det er altid et træls opkald, for der er mange, der præsterer godt, så der er mange, der går med en forhåbning om, at de er gode nok til at komme med.
Selv om det aldrig er sjovt, så er det en del af elitesporten og loddet, når man er en del af toppen.
Det ved spillerne også godt, og det har trods alt gjort det en smule lettere for landstræneren.
– Jeg må også rose de spillere, jeg har ringet til for at tage beskeden med oprejst pande og forstå de forklaringer på, hvorfor de ikke er med i denne omgang, siger han og uddyber:
– Det gør det lidt nemmere, når der er tale om fornuftige unge mennesker, så ros til dem.
Blandt de spillere, der var med til at vinde VM i januar, men som ikke er med i denne trup, kan nævnes Jacob Holm, Mads Hoxer og Kevin Møller.
Slutrunden i januar skal afholdes i Tyskland, hvor Danmark i første omgang skal spille indledende gruppe i München.
Her venter Tjekkiet, Grækenland og Portugal.