Dejan Kulusevski i babylykke: Skal være far
Den svenske landsholdsstjerne, Dejan Kulusevski, har god grund til at smile for tiden.
Fredag sikrede han London-holdet en vigtig sejr med sin scoring til 2-0. Med sejren har Tottenham fået bremset sin nedtur og holder fast i Premier Leagues top.
23-årige Dejan Kulusevskis fejrede ved sin scoring ved at trække trøjen ud over bolden og forme fingrene som et hjerte. Skulle man alligevel have svært ved at afkode den besked, så skar angriberen det ud i pap efter kampen:
- Vores familie vokser. Vi ses snart, babygirl, delte Kulusevski i et opslag med kæresten Eldina på Instagram efter kampen. Det er første gang, at de to skal være forældre.
I foråret afslørede han og Eldina Vanessa Ahmic, at de var blevet forlovet. 27-årige Ahmic har selv en fortid som professionel fodboldsspiller bag sig.
Ahmic og Kulusevskis romance begyndte angiveligt i 2020, da han spillede for Parma. Hun er født i Stockholm, men er af bosnisk afstamning gennem sin mor og far. Kulusevski er ligeledes født i Stockholm og har rødder i Nordmakedonien.
Sejren var Tottenhams anden i træk, efter at holdet senest fik sat en stopper for en stribe dårlige resultater med 4-1 over Newcastle. Tottenham har 33 point for 17 kampe på femtepladsen i Premier League.
Liverpool fører rækken med 37 point for 16 kampe i en tætpakket ligatop.