Nye EU-regler: Slut med pantfri dåser ved grænsen
Traditionen med grænsehandel bliver fremover knap så fordelagtig, som den har været.
Nye EU-regler sætter nemlig en stopper for pantfrie drikkevarer for danskere, der besøger grænsen for at handle stort ind.
– Vi har haft et stærkt ønske om at få løst problemet med de pantfri dåser fra de tyske grænsehandelsbutikker, der ender i vores natur. For vi bruger i forvejen for mange af klodens ressourcer, og vi skaber for meget affald, siger miljøminister Magnus Heunicke ifølge Miljøministeriet.
– Det slider på vores jordklode, og det skader vores miljø. Derfor skal vi have de tyske dåser ind i et pantsystem, så de kan blive til nye dåser frem for at ende i vores natur.
Det er den nye EU-emballageforordning, som miljøminister Magnus Heunicke i dag har stemt for, der resulterer i pant på tyske dåser.
I EU-Ministerrådets forslag, som i dag er blevet vedtaget, er reglerne blevet tydeliggjort, så der er juridisk klarhed om, at der ikke kan være nationale særregler i grænseregioner og dermed også, at der skal være tysk pant på, når en drikkevare sælges i Tyskland, lyder det i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.
– Det er godt, at vi nu ser ud til at få klarere regler for, at der altid skal opkræves tysk pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til, siger miljøministeren, der tilføjer, at de nye regler desuden sikrer bedre konkurrencevilkår for de danske butikker, særligt i Syddanmark, lyder det fra Magnus Heunicke.