Stormen Pia er på vej: DMI opgraderer varsel

LÆS OGSÅ: Politiet advarer om voldsom julestorm: Sikr dine værdier
Det er ikke kun julehyggen, der venter forude.
Torsdag og fredag rammer stormen Pia nemlig Danmark, og i den forbindelse har DMI opgraderet varslet om storm med vindstød af orkanstyrke ved næsten alle landets kyster.
– Onsdag morgen befinder et lavtryk sig lige øst for Island, og fortsætter mod sydøst med hastig fart og under udvikling. Det ventes at passere lige nord om Færøerne i aften og sætter herefter kurs mod Sydnorge under yderligere udvikling, skriver meteorolog Steen Hermansen i en kommentar på DMIs hjemmeside.
Vinden begynder dog først at tage til i løbet af torsdag formiddag, hvorefter den ventes at nå hård vind til kuling flere steder i landet.
– Langs den jyske vestkyst ventes vinden at nå stormstyrke i middelvind, med vindstød af orkanstyrke, og senere torsdag aften gælder samme for kysterne i kattagat, Lillebælt, Storebælt og den vestlige del af Østersøen, lyder det fra DMI.
Som følge af den kraftige vind varsler DMI desuden forhøjede vandstande, hvilket kan give lokale oversvømmelser.
– I første omgang ved Vadehavet og Vestkysten, senere også i Limfjorden og dele af de indre danske farvande. Vi har derfor nu også et forvarsel ude om forhøjet vandstand, gældende hele fredagsdøgnet, skriver DMI.