UHYGGELIG teori om Jude Laws karakter i julefavoritten ”The Holiday”
Det er først rigtig jul, når man har (gen)set Jude Law vade ind i den lettere kyniske Cameron Diaz’ liv med sin britiske charme for både at optø hendes tilstoppede tårekanaler og stjæle hendes hjerte.
Men er julefilmen ”The Holiday” fra 2006 i virkeligheden en langt mere dyster fortælling – med et subplot, der får Graham til at fremstå som alt andet end en sympatisk, flirtende nabo.
Du har naturligvis slugt ”Holiday” her i juledagene, men lad os alligevel lige genopfriske filmens overordnede handling.
To kvinder – Diaz og Winslet som henholdsvis Amanda og Iris – bytter huse i juleferien for hver især at flygte fra deres kaotiske kærlighedsliv. Og alt imens deres liv flettes ind i hinanden, bliver de hver især forelskede på ny.
Med andre ord: En historie om nyfunden kærlighed, som man rigtig kan indsvøbe sig i, mens det er koldt og mørkt.
Ovre på Reddit er der dog brugere, som nyder at spolere julestemningen. Her er man – med hjælp fra filmskribenten Sarah Rees Brennan – kommet op med en teori, der måske gør, at du fremover ser filmen i et helt andet lys.
– Denne teori gør en middelmådig julefilm så meget mere underholdende, skriver brugeren Tectonic_Fever, som derefter præsenterer teorien.
For hvad nu hvis Jude Law og Kate Winslets karakterer (som i ”The Holiday” er bror og søster) i virkeligheden først har myrdet Laws første kone – og derfor arvet hendes herregård ved siden af den idylliske lille hytte, som Diaz kommer fra Los Angeles og skal bo på?
Og hvad hvis deres næste offer så er Amanda – spillet af Cameron Diaz – som de planlægger at myrde for at stjæle hendes penge?
Alt imens Kate Winslet i staterne kan udforske Diaz’ massive ejendom, er hendes bror – Graham – fri til at kurtisere hende hjemme i England. Valget er ifølge Reddit-brugeren faldet på netop filmtrailerklipperen Amanda, fordi hun er velhavende, men uden en familie, der kan vække mistanke.
Hele husbytteordningen er således blot en metode til at kunne komme ind under huden på den naive amerikanske kvinde.
Jude Laws karakter er ganske vist en enlig enkemand og forlagsredaktør, der er alene med døtrene Sophie og Olivia - hvilket også går direkte i hjertekulen hos både seere og Amanda.
– Kate er så glad for at se, hvor storslået og luksuriøst Camerons hus er, og det er fordi, hun ved, at hun og Jude har ramt jackpotten, skriver den fantasifulde Reddit-bruger.
Ville hun forføre Arthur?
Som en ekstra lille (og medgivet, meget kreativ) hage gætter brugeren på, at også Kate Winslet havde snu tanker om at forføre et rigt nyt bekendtskab i USA.
Nemlig den aldrende manuskriptforfatter Arthur, som hun passende kunne gifte sig med, så han ville efterlade sig huset og formuen efter sin død. Der er bare én ting, der står i vejen for den plan: Jack Black i rollen som Miles blander sig.
Hvis du – ligesom journalisten bag denne artikel – har set ”The Holiday” adskillige gange, så kunne teorien her måske bidrage med et frisk perspektiv på en ellers udødelig juleklassiker.