Krimi28. december 2023

81-årige Ebbe Preisler sigtet for drab: Afskedsbrevet læst op i retten

En 81-årig mand er sigtet for at have dræbt sin hustru på et plejehjem på Frederiksberg. I retten blev mandens afskedsbrev så læst op
Rollator på plejecenter i Kalundborg den 15. juni 2021
81-årige Ebbe Preisler, der er anholdt og sigtet for at have dræbt sin hustru, efterlod flere afskedsbreve, efter at han havde taget livet af sin hustru gennem mere end 50 år, Mariann Preisler. Dette er et arkivfoto, der ikke har noget med den pågældende sag at gøre.
 Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: 81-årig Ebbe Preisler sigtet for drab på hustru: Nyt om hans tilstand

81-årige Ebbe Preisler, der er anholdt og sigtet for at have dræbt sin hustru, efterlod flere afskedsbreve, efter at han havde taget livet af sin hustru gennem mere end 50 år, Mariann Preisler.

Afskedsbrevene blev læst højt i retten, skriver flere medier, der var til stede i retten; blandt andet Ekstra Bladet.

I brevene skrev 81-årige Ebbe Preisler – der tidligere har udtrykt ønske om aktiv dødshjælp til sig selv og sin hustru – at hans hustru "følte sig træt, ufri og magtesløs", og at han derfor valgte at give hende en dosis dødbringende medicin om natten.

Efterfølgende tog han hjem til sin egen lejlighed, hvor han selv indtog samme mængde medicin. Forinden havde han også sendt afskedsbreve til sin familie, skriver blandt andet Ekstra Bladet.

Til sin bror skrev han ifølge mediet "Kære lillebror. I aften og i nat har jeg tænkt mig at afslutte mit og Marianns liv".

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

I afskedsbrevet fortalte Ebbe Preisler også, at han havde tænkt sig at vente med at give sin hustru og sig selv den dødelige mængde medicin til efter jul, men at der opstod en situation 2. juledag, der fik ham til at ændre mening.

Ebbe Preisler skrev, at "stuen henlå i mildt halvmørke", og det fandt han som det rigtige tidspunkt.

Ifølge politiets afhøringsrapport dukkede datteren op på plejehjemmet klokken 02.30, fordi hun ønskede at se til sin mor.

Overfor TV 2 bekræfter datteren, Louise Preisler, forløbet. Hun fortæller, at hun modtog faderens mail og derefter kørte afsted mod plejehjemmet. Hun var ved sin mors side, da hun døde:

– Jeg synes, at det er den rigtige beslutning, når et menneske lider så meget. Min far kendte hende allerbedst, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vidste, hvad hun ville, siger hun til TV 2.

Ebbe Preisler blev efterfølgende fundet bevidstløs i sit hjem. Han er nu vågen og forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør fredag.

Sponsoreret indhold