Alvorligt uheld: Person hentet med helikopter
Fredag morgen var E47 Sydmotorvejen i sydgående retning spærret mellem Farø og Nørre Alslev.
Det skyldes en alvorlig soloulykke.
Det skrev DR P4 Trafik på det sociale medie X.
– Der er helt spærret i sydgående retning på Sydmotorvejen lige efter Farøbroerne. Politiet oplyser, at det vil tage tid, før der bliver åbent igen, lød det.
Over for Ritzau oplyste vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, at en redningshelikopter skulle lande for at fragte en person, der var kommet til skade i forbindelse med ulykken.
Der var tale om en soloulykke, men hvor omfattende personskaden er, er endnu uvist.
Klokken 10.00 er motorvejen genåbnet for trafik, oplyser Vejdirektoratet.
Bilister må dog forvente kø på strækningen mellem Farø og Nørre Alslev.