Motorvej spærret: Grisetransport væltet
Cirka en tredjedel af de 210 grise, der fredag formiddag befandt sig i en væltet lastbil, var så medtagede, at de skulle aflives af en dyrlæge.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, skriver TV Midtvest fredag aften.
Midtjyske motorvej blev fredag spærret i begge retninger lidt syd for Herning i forbindelse med oprydningen, efter at grisetransporten væltede.
Uheldet skete på en motorvejstilkørsel fra en rasteplads i sydgående retning.
Episoden førte ikke til, at grise fra transporten kom på fri fod, men da de skulle flyttes over i en anden lastbil, ville motorvejen i den forbindelse være spærret, oplyste politiet til Ritzau.
Senere genåbnede motorvejen.
De nærmere omstændigheder angående uheldet var fredag formiddag endnu ikke klarlagt, fortalte vagtchef Jens Claumarch.
- Enten er lastbilen kommet for langt ud i den bløde rabat, eller også er der blevet kørt for hurtigt, sagde han.
Føreren af grisetransporten kom ikke noget til.