Nyheder3. januar 2024

Fanget ombord på Oslofærgen: – Vi holder ud

Vibeke Schmidt er sammen med flere hundrede andre passagerer onsdag aften strandet ombord på Oslofærgen midt i Øresund
900 passagerer er strandet på Oslofærgen på grund af det voldsomme vejr. Foto: Privatfoto
 Foto: Privatfoto

Den voldsomme snestorm, der onsdag har ramt store dele af Danmark, er lige nu skyld i, at Oslofærgen ikke kan lægge til ved Nordhavn.

Derfor må de 900 ombordværende passagerer bruge et ekstra døgn på vandet.

Men heldigvis er stemningen god blandt mange af passagererne. Det fortæller Vibeke Schmidt, der er ombord på færgen, til SE og HØR.

- Stemningen er faktisk rigtig god hos rigtig mange folk. Vi er allesammen fanget i en bølgende situation, hvor det er vejrguderne og Kaptain Sune, der styrer og bestemmer, hvornår vi kommer retur.

- Tiden snegler sig afsted, og vi sejler i ring. Alle folk er enten tilbage i kahytterne, sidder på gange, trapper og streamer, surfer, synger, spiller kort og bare hygger på en lidt anderledes måde.

Fanget på Oslobåden

Færgepersonalet sørger samtidig godt for deres mange hundrede gæster, der alle får gratis mad og drikke, og de fortjener ifølge Vibeke Schmidt stor ros.

- Hele personalet fortjener en kæmpe anerkendelse og ros for deres kæmpe ekstraarbejde i dag. Vi, der er fanget til søs, mangler ikke noget, selv om vejrguderne ikke lige er med os. Vi er blevet bespist, der er frie varme drikke, vand og sodavand til alle folkene.

Og selvom passagererne først kan træde på land i morgen tidlig, så har de fået sig en på opleveren, fortæller hun.

- Børnene har en god historie om, hvorfor de ikke er kommet i skole, og de ældre har en god historie til aftenkaffen.

- Vi holder ud.

Sponsoreret indhold