Sport4. januar 2024

Wozniacki sælger lejligheden: Her er prisen

Caroline Wozniacki og ægtemanden David Lee har sat deres penthouselejlighed i Miami til salg for et svimlende beløb
Caroline Wozniacki og David Lee er lige nu i Australien med børnene Olivia og James. 
Caroline Wozniacki og David Lee er lige nu i Australien med børnene Olivia og James.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det bliver ikke billigt, hvis du skal have fingrene i Caroline Wozniackis Miami-residens.

På trods af det kun er få år siden, at Wozniacki og David Lee købte luksuslejligheden i Palazzo del Sol-komplekset på den eksklusive Fisher Island i Miami, har de allerede nu sat det til salg igen, det skriver Wall Street Journal.

Tennisstjernen og hendes mand, den tidligere New York Knicks-spiller, David Lee, har sat deres penthouse til salg for hele 42,5 millioner dollars, hvilket svarer til godt 290 millioner danske kroner.

Parret købte lejligheden i Palazzo Del Sol på Fisher Island for 18,7 millioner dollars i juni 2021, viser optegnelser. Wozniacki og Lee havde tidligere ejet en lejlighed på en lavere etage, som de solgte tidligere samme år for 16,25 millioner dollars.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-01-04/ewqt3wqtwyw.png
Udsigten fra en af bygningens private pools.
 Foto: PDS Development LLC

Hvis de får fuld pris for lejligheden, står de til at få mere end det dobbelte for lejligheden, end hvad de selv betalte.

Men hvad får man så egentlig for pengene, hvis man ellers ligger inde med 290 millioner kroner og har lyst til at rykke teltpælene op og søge mod solbeskinnede Miami?

Man får i hvert fald dejlig meget plads. Lejligheden tæller fem værelser og breder sig udover 650 kvadratmeter med dertilhørende to terrasser.

Luksusbygningen på 10 etager har også eget fitnesscenter, frisørsalon, biograf, legerum til børn og underjordisk parkering til biler og golfvogne - sammen med infinity pools, en poolbar og en restaurant kun for bygningens beboere.

Caroline Wozniacki og familien er lige nu i Australien, hvor hun varmer op til Australian Open, der begynder 14. januar.

Sponsoreret indhold