Sportschef afslører: Michael Maze kørt ned af taxa
42-årige Michael Maze har gennem sin lange karriere været plaget af mange af skader. Den seneste i rækken må dog siges at være noget... anderledes.
Det afslører sportschef i Roskilde Bortennis, Allan Bentsen, til Sjællandske medier, efter den tidligere OL-bronzevinder har været mærkbart fraværende de seneste måneder:
– Tilbage i september blev Michael faktisk ramt af en taxa, hvorefter han kom slemt til skade med knæet. Der var næsten ikke noget “derinde” (i knæet, red.), der hang fast bagefter, så på den måde var det et lille mirakel, at han slap med et forstrakt ledbånd, forklarer Bentsen til Sjællandske Nyheder.
Den oplysning er det altså de færreste uden for bordtennismiljøet, der har vidst.
Den tidligere europamester i single har forståeligt været savnet i Roskilde, hvor Allan Bentsen håber på at se sin knæskadede stjernespiller "i løbet af nogle få uger".
I 2023/2024-sæsonen er man blevet færdig med første halvdel af grundspillet. Efter de syv kampe ligger Roskilde “blot” nummer tre. Dog med lige så mange point som nordjyske B75 på andenpladsen. Bentsen tror det bliver svært at vinde guld uden Maze, understreger han desuden i interviewet.
Sjællandske medier skriver afslutningsvis, at man har prøvet at rette henvendelse til Michael Maze, men han er ikke vendt tilbage på bladets henvendelse.