Rasmus Lauge gav afkald på ambitioner: - Det var svært
LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen afviser: – Så skal man noget andet
Ti år i udlandet hos tre af klodens største klubber.
Sådan har Rasmus Lauges karriere set ud, inden han i sommer skiftede hjem til BSH.
Med det skifte vinkede han samtidig farvel til Champions League-håndbold. I hvert fald i denne sæson.
Selv om landsholdsprofilen var yderst afklaret med valget, så var det ikke nemt at give afkald på drømmen om at vinde Champions League.
– Det var lidt svært lige at vænne sig til. Også fordi, de (Veszprem, red.) gerne ville beholde mig, og at jeg på mange måder følte mig godt tilpas dernede, siger han til SE og HØR.
– Men sådan er det en gang imellem, og det gælder jo for alle, der skifter job i det civile, og så vænner man sig til det.
Han håber stadig på, at Champions League-ambitionerne kan få liv i BSH, og selv er Rasmus Lauge ikke i tvivl om, at han har niveauet til at spille med om titlen i den store turnering.
– Jeg synes stadig, jeg kan bidrage på et hold, der har store ambitioner i Champions League.
For nu kan Lauge koncentrere sig om EM-slutrunden, hvor Danmark de seneste år har haft svært ved at toppræstere.
Lauge var selv med, da Danmark senest vandt EM i 2012.