Nyheder23. april 2008

ERIK & ANNI

For et par måneder siden var Erik Damgaard stinkende rig, men ukendt af stort set alle andre end Børsens læsere. Og Anni? Ja, hun var bare ukendt
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/qvortrup-mener/leder1708-jpg.jpg

For et par måneder siden var Erik Damgaard stinkende rig, men ukendt af stort set alle andre end Børsens læsere. Og Anni? Ja, hun var bare ukendt.

Sådan er det jo ikke længere - kan man da vist roligt fastslå. Fra relativ anonymitet er Erik og Anni i dag gået til at være Danmarks vel nok mest omtalte par. Mon ikke de fleste danskere efterhånden har læst den utrolige historie om it-milliardæren, der faldt for den tidligere bordel-indehaver med de iøjnefaldende fortrin.

Hvorefter han friede og bragte hende til Hollywood - og sørme om ikke parret inviterede TV-seerne med på en kigger.

At Erik og Anni herefter mistede kontrollen med medierne er åbenlyst. Parret havde simpelthen ikke forudset den interesse, som TV-udsendelsen skabte. Og tilsyneladende har de ikke haft rådgivere, der kunne advare dem om, hvad de gik ind til.

Der er ingen tvivl om, at Erik og Anni har været en ganske hård tid igennem. Det er ikke sjovt at se sig selv skandaliseret på blandt andet forsiden af dette blad.

Men Anni skyder ved siden af, når hun i en pressemeddelelse lader forstå, at SE og HØR har ansvaret for, at brylluppet med Erik måtte aflyses. Dér melder vi altså hus forbi.

Lad mig minde om, at parret frivilligt valgte at krænge deres privatliv ud for landets TV-seere. Lad mig minde om, at parret ivrigt er mødt op til diverse kendis-seancer.

Så fanger bordet altså. Det giver simpelthen ikke mening at jamre, når medieinteressen, man i øvrigt selv har bedt om, bliver for intens.

Sponsoreret indhold