Sport10. januar 2024 (opd. 5. september 2024)

Copenhagen Marathon melder udsolgt for første gang

Løbefænomenet i Danmark når nye højder, da Copenhagen Marathon melder udsolgt fire måneder før løbsdagen den 5. maj. Sparta Atletik & Løb, arrangør siden 1980, lover en løbefest uden lige og anerkender den store efterspørgsel på kvalitetsløb
Også Copenhagen Half Marathon kunne tidligere på ugen melde udsolgt. (Arkivfoto).  
Også Copenhagen Half Marathon kunne tidligere på ugen melde udsolgt. (Arkivfoto).
 Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde meldes der udsolgt til Copenhagen Marathon, der finder sted 5. maj i år.

Det oplyser arrangøren, Sparta Atletik og Løb, sent tirsdag aften i en pressemeddelelse.

- Det er virkelig stort for os, at vi nu også på Copenhagen Marathon kan melde udsolgt - endda knap fire måneder før løbet, siger administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg, i pressemeddelelsen.

I alt 15.000 løbere har tilmeldt sig løbet, der for første gang blev afholdt i 1980 med 995 tilmeldte.

Nyheden kommer, efter at Sparta Atletik og Løb mandag meldte udsolgt til et andet løb, organisationen står bag, Copenhagen Half Marathon.

- Maratonløbet har været en del af Sparta siden 1980, hvor 995 stillede til start i den allerførste udgave, så vi står på skuldrende af en stor historie, og vi sætter en ære i at levere et virkelig flot løb med en verdensklasse afvikling, siger Dorte Vibjerg.

I det hele taget virker det til, at løbesport er særdeles populært i Danmark for tiden.

Lige før nytår meldte Royal Run udsolgt med i alt 87.500 tilmeldte på landsplan. De 40.000 af dem er i København og på Frederiksberg, hvor Sparta Atletik og Løb er operatør.

- Vi ser en stor efterspørgsel på vores løb. Det er vi rigtig glade for, og vi er meget bevidste om, at interessen forpligter, siger Dorte Vibjerg.

- Vi gør os umage med at lytte til vores deltagere, evaluere grundigt og hele tiden optimere vores løb, så vi sikrer den bedst mulig oplevelsen for alle parter.

Sponsoreret indhold