Ebbe Preisler satte ord på fængslingen: Forfærdeligt
LÆS OGSÅ: Nu er Mariann Preisler bisat: Ebbe Preisler kyssede kisten farvel
Han havde håbet, at de kunne følges i døden. Derfor gav 81-årige Ebbe Preisler anden juledag sin hustru – og derefter sig selv – en større mængde medicin.
Men Ebbe Preisler overlevede og blev kort efter både sigtet og varetægtsfængslet for drabet på sin hustru gennem mere end 50 år, Mariann Preisler.
I dag blev han så løsladt – blot timer før, at han sagde et sidste farvel til Mariann. Hun blev bisat fra Lindevang Kirke på Frederiksberg.
Og efter den rørende bisættelse – der blandt andet bød på rørende sang fra datteren og rørende ord fra Ebbe Preisler selv – satte Ebbe selv flere ord på de sidste ugers mareridt.
Han lagde ikke skjul på, at tiden i Venstre Fængsel har været hård:
- Jeg sad 24 timer i døgnet i loftslys. Det var forfærdeligt. Det er ikke en varetægt, der er ønskværdig for nogen, fortalte Ebbe Preisler til den fremmødte pressen.
Han understregede dog også, at han er taknemlig for både personale og de andre indsatte:
- De medindsatte og personalet var utroligt søde.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Sagen har vakt både stor debat og omtale i hele landet de seneste uger. Flere har offentligt udtrykt støtte til Ebbe Preisler, der fastholder, at hustruen ønskede at dø.
Også hans børn – datteren Louise og Jonas – har flere gange understreget, at hans gerning blev begået i ”ren kærlighed” til Mariann.
Den enorme støtte fik Ebbe Preisler også at føle fredag eftermiddag. Her var kirken stuvende fuld. Og noget tyder da også på, at Ebbe Preisler selv har fået livsgnisten tilbage:
- Jeg vil leve videre. Jeg har fundet noget at leve for, sagde han til B.T.s udsendte reporter kort efter sin kones bisættelse.