Kristeligt Dagblad mener: En konge skal stille sig under Gud
Frederik X blev konge med et valgsprog uden Gud. Det blev derfor, som mange havde ventet. Blandt andre bookmakerne, som på forhånd ikke havde levnet Gud mange chancer i hans valgsprog.
”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark,” kom hans valgsprog til at lyde.Kong Frederik er ikke en mand af store ord. Det er sikkert ikke let for ham at sige Gud offentligt. Her ligner han mange danskere. De siger ofte heller ikke Gud højt foran andre. Som mange religionseksperter har sagt, er kirkernes rolle i Danmark derfor at tro på de blufærdige danskeres vegne. Kirken skal sige alt det ophøjede, som folk ikke kan få over deres læber.
Den samme rolle har kongehuset under Margrethe haft: Monarken bad hvert år Gud bevare Danmark på de jordbundne danskeres vegne.
Og hun lagde søndag ekstra vægt på, hvor vigtigt det budskab er, da hun sagde ”Gud bevare Kongen”, efter at have rejst sig og gjort plads til den nye konge, og før hun gik ud af døren fra Statsrådet.
Men når det gælder regentens valgsprog, er Gud røget ud. Til gengæld talte han om ”det, der er større end os”. Det er en meget uklar formulering, som leder tankerne hen på Dansk Boldspil-Unions (DBU) slogan om at være ”del af noget større”.
Og det er urovækkende. Det er første gang siden Frederik VII, at en dansk monark ikke har Gud eller Herren med i valgsproget. Vi skal altså tilbage til tiden omkring Grundlovens og demokratiets indførelse for at finde noget lignende.
Man stemmes usikker og tvivlmodig, for det har stor symbolsk betydning, hvad en regent sætter som overskrift for sin gerning. Også selvom kong Frederik naturligvis kan stille sig under Gud på mange andre måder end igennem valgsproget.
Og hvorfor er det så vigtigt, at magthavere står under Gud?
For det første har en konge brug for Gud. Han kan ikke klare det alene. Og at sige det højt udtrykker en erkendelse af dette.
For det andet viser magten, når den stiller sig under Gud, at den er ydmyg. En herskers samvittighed måler sig i så fald op imod Guds bud, og det er at tøjle sig selv. Magten sætter sig selv en grænse. Den kan ikke gøre, lige hvad den vil.
For det tredje er kongen både en personificering af og et forbillede for danskerne, og de har brug for den retningsangivelse, som kristendommen giver.
For det fjerde er Gud udtryk for kontinuitet i den danske kultur. Ved at bryde med traditionen peger man symbolsk på en vej frem uden Gud. Hvad enten man har ønsket det eller ej.
Det er næppe, hvad Frederik har ønsket. Derfor må man håbe, at han nu på andre måder udtrykker, hvad der ligger i ”det, der er større end os”. Det kan både være i ord, kulturelle frembringelser eller gudstjenester som den, der holdes i Aarhus Domkirke på søndag efter Kong Frederiks ønske.