Berlingske iværksætter en undersøgelse af Katherine Diez i plagiatsagen
Tidligere litteraturanmelder og klummeskribent for Berlingske Katherine Diez undersøges for plagiat på selvsamme medie.
Det siger Berlingskes kulturredaktør, Birgitte Borup, til avisen, der selv har iværksat undersøgelsen.
- Det er på ingen måde acceptabelt at plagiere uden tydelig kildeangivelse, og når den beskyldning nu bliver fremført om tekster, der er bragt i Berlingske, har vi valgt at iværksætte en undersøgelse, siger Birgitte Borup til Berlingske.
Undersøgelsen er iværksat, efter at Berlingske har fået en række henvendelser, hvor der er blevet sået tvivl om troværdigheden i Diez' arbejde fra tiden på mediet, som strækker sig fra 2018 til 2022.
I de år var hun tilknyttet kulturredaktionen som freelancer.
Mediet Kulturmonitor skrev mandag, at Katherine Diez tilsyneladende havde lånt "rundhåndet" af alt fra amerikanske universitetsstuderendes opgaver til danske litteraturanmeldelser i opslag på sin Instagram-profil uden at kreditere ophavsmændene.
Der er blandt andet tale om hele passager, der tilsyneladende er kopieret, oversat til dansk og indført direkte på Diez' egen profil.
Det har dog ikke været anklager, som har været nødvendige for Berlingske at handle på, mener Birgitte Borup. Her har der nemlig været tale om eksempler fra Diez' Instagram-profil i tiden, efter at hun har arbejdet på Berlingske.
Birgitte Borup understreger overfor Berlingske, at det er anklager om plagiat af hele tekststykker i avisen, der har givet anledning til en undersøgelse.
Selve undersøgelsen er ikke blevet iværksat endnu. Berlingske skriver, at man er "gået på jagt efter en kvalificeret person", der skal foretage undersøgelsen. Hvad det indebærer, og hvornår der vil ligge et eventuelt resultat fremgår ikke.