Tvivler på kong Frederik: Dukker han op til EM-finalen?
LÆS OGSÅ: Medaljefest i Boxen: Men hvor var de kongelige?
Han elsker sport, og han ynder både at engagere sig i dansk sport og heppe fra lægterne til de store begivenheder.
Men nu er præmissen en anden. Kronprins Frederik er blevet til kong Frederik, og arbejdsopgaverne vil helt naturligt ændre sig.
Betyder det så, at Frederik for eksempel ikke vil være at finde på lægterne i Köln, hvis de danske håndboldherrer spiller sig hele vejen til EM-finalen?
"Vi ønsker at være i dialog og kontakt med hele kongeriget, ikke mindst dem på kanten af fællesskabet, og vil bestræbe os på at bringe folk sammen, være opmærksomme og udvise interesse. Følge med i det, der optager befolkningen. Kongehuset skal være samlingspunktet, også i en fælles fremtid"
Sådan lyder det blandt andet fra kong Frederik i den nye bog "Kongeord", og er der noget der optager befolkningen i disse dage, så er det håndbold.
Det betyder dog ikke, at kongen dukker op næste søndag, hvis Danmark spiller EM-finale.
Kongehuset vil hverken be- eller afkræfte, når SE og HØR spørger ind til det. De henviser i stedet til Kongehusets kalender - en kalender, der ikke indeholder rejser til EM-håndbold i Tyskland.
Hos historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen er der ikke den store tiltro til, at kong Frederik vil være at finde på lægterne, skulle det lykkes Danmark at spille sig i finalen.
- Det vil overraske mig, hvis han dukker op. Havde det været en EM-finale på dansk grund, så kunne jeg forestille mig, at han ville være der, men det kræver en del planlægning, når man som konge skal til begivenheder som disse i udlandet.
Det skyldes dog ikke en manglende lyst fra kongens side, men derimod praktiske forhold.
- Modsat tiden som kronprins, så er der nu nogle andre sikkerhedsmæssige forhold, der skal sikres og planlægges, og det kan være svært med så kort varsel, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Den nye konge har en lang tradition for at dukke op og støtte håndboldlandsholdene.
Han var blandt andet på lægterne, da håndboldherrerne vandt VM-guld i Stockholm i januar sidste år, ligesom han var til stede i Herning i 2019, da det også blev til en VM-titel.
Hverken han eller andre fra familien var dog at finde i Boxen i Herning i december, da håndboldkvinderne spillede om medaljer ved VM.