Lauritz.com-ejere atter i problemer: Revisor skærer 100 millioner væk og dumper regnskab

Et nyt år betyder, desværre for de tidligere ejere af Laurtiz.com, Bengt og Mette Sundstrøm, ikke, at deres problemer er forsvundet.
Det konkluderer Finans, efter at erhvervsstyrelsen har gennemgået et regnskab i parrets private selskab.
Selskabet, der hedder Blixtz Holding, har før været i problemer, da revisorere ikke kunne sige god for de tal, der blev præsenteret.
Det samme regnskab er nu gennemgået af en uafhængig revisor og ifølge Finans, er der en verden til forskel fra det originale regnskab og det nyligt reviderede regnskab.
Her er forskellen på årets resultat – altså overskud – ændret fra et plus på 1,7 millioner kroner til et minus på 93,8 millioner kroner.
Egenkapitalen er desuden gået ned fra 108,6 millioner kroner til 2,6 kroner.
Revisoren, der har gennemgået regnskabet, er desuden kritisk over salgsplanerne af parrets vinslot Vignelaure, der ifølge regnskabet ventes at blive solgt, for at redde selskabets fremtid.
– Ledelsen har løbende informeret om den igangværende og aktive salgsproces, men salgsprocessen har indtil videre ikke resulteret i noget salg. Efter vores opfattelse er kriteriet for at aflægge regnskab med henblik på fortsat drift ikke mødt på grund af den usikkerhed, der er forbundet med salget af Vignelaure, skriver revisoren ifølge Finans.
Endelig dumper revisoren regnskabet, som ikke bliver kaldt retvisende for den reelle økonomi.