Lise Nørgaard: Opereret efter alvorligt styrt
På vej hjem fra Det Kongelige Teater, hvor Lise Nørgaard havde set balletten "Tornerose", gik det galt i det glatte føre.
Her snublede og faldt "Matador"s skaber, således at hendes datter og svigersøn, som var med i teateret, måtte have hjælp af en forbipasserende herre for at få Lise ind i bilen og kørt på Gentofte Hospital, skriver Billed Bladet.
Her viste et røntgenbillede, at lårbenshalsen på venstre ben var brækket. Derfor blev 93-årige Nørgaard sendt til Herlev Hospital, hvor hun under en operation fik sat benet sammen med søm og skruer.
Læs også: Nørgaard til Virkners begravelse
Lise Nørgaard er fortsat indlagt på Herlev Hospital. De første meldinger lyder heldigvis på, at "patienten er ved godt mod".
- Ja, mor er jo stædig, så allerede dagen efter operationen begyndte hun så småt på genoptræningen, siger Lise Nørgaards datter, Bente Flindt Sørensen til Billed Bladet.
- Selvfølgelig har mor smerter, men det har så sandelig også været slemt for hende, at hun nu har været nødt til at aflyse alle de arrangementer, hun havde planlagt i december. Bl.a. en operaforestilling i Hamburg, siger datteren.