Ditte Giese hårdt ramt af kræft: Nu samler vennerne penge ind til behandlingen
I 2019 tog forfatter og journalist Ditte Gieses liv en alvorlig drejning. Her fandt hun en kræftknude i sit ene bryst.
Det lykkedes lægerne at operere knuden bort – og i første omgang mente lægerne, at kræften ikke havde bredt sig. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet.
To måneder senere viste en scanning nemlig, at Ditte Giese på uforklarlig vis havde brækket et ribben – og årsagen var desværre kræft. Det viste sig nemlig, at kræften havde spredt sig til mere eller mindre alle hendes knogler.
Nu – omkring fem år senere – er Ditte Giese så alvorligt syg af kræften. Hun har mange smerter – og den gamle medicin virker ikke længere hensigtsmæssig.
Derfor er håbet nu en ny type medicin, der dog endnu ikke er tilgængelig på de offentlige hospitaler. Håbet er derfor, at hun kan få behandlingen på privathospitalet AROS i Aarhus, men behandlingen er dyr – og derfor har Ditte Gieses venner nu taget sagen i egen hånd. De har oprettet en indsamling i håb om at kunne indsamle penge til de i alt ni behandlinger, som Ditte Giese ifølge lægerne behøver. Hver behandling koster 95.000 kroner.
– Selv om Ditte er et offentligt menneske, der i samfundsdebatten også deler ud af sit eget liv, er livstruende alvorlig sygdom for de fleste en privatsag. Det er det også for Ditte. Det er derfor, vi, hendes venner, nu beder om jeres hjælp, skriver vennerne til indsamlingen.
Sådan kan man støtte
Du kan støtte indsamlingen her:
Reg. nr: 8401
Konto nr: 0001620527
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen, og der bliver sendt regnskab til Indsamlingsnævnet.
De håber, at der når at komme nok penge, så Ditte Giese snart kan påbegynde den livsvigtige behandling:
– Hendes læger på Rigshospitalet anbefaler og bakker op om behandlingen. De afventer blot Medicinrådets godkendelse, men Ditte har ikke tid til at vente, skriver vennerne.
– Vi beder jer derfor om at støtte med det, I har mulighed for.