Få HELE overblikket: Her er kongeparrets rige venner
Hvad skal der til for at blive en del af det nye kongepars vennekreds?
Først og fremmest er det en fordel, hvis man har kendt Frederik, siden han var ung og har levet op til kongefamiliens forventninger og den fortrolighed, der bør være mellem venner.
Peter Heering, hvis mor Susanne siden sin ungdom har danset ballet med dronning Margrethe, har kendt Frederik siden barndommen. Hans kone, Caroline, har været hofdame for Mary og parret hører til kongeparrets nære venner.
Man kan også have mødt Frederik senere i livet og etablere et ubrydeligt bånd. Det er Jeppe Handwerk et eksempel på. Han og den daværende kronprins Frederik mødte hinanden under frømandsuddannelsen. Frederik gennemførte, Jeppe fik en skade, men venskabet bestod. Jeppe Handwerk tjente flere hundrede millioner kroner på coronavaccinationer og stod fadder ved prins Christians dåb.
Adelig titel en fordel
Byggekongen Axel Juhl-Jørgensen har to eks-svigersønner med tætte bånd til Frederik. Den ene er den tidligere ”Løvens Hule”-investor Peter Warnøe, som er sat i skammekrogen efter nogle grimme sager om bl.a. ulovlige anpartshaverlån.
Den anden er ledelsesguruen Michael Halbye, der indledte den royale forbindelse som rådgiver for Frederik. I dag er de nære venner – Michael Halbye er blevet hofjægermester og sidder i bestyrelsen for Maryfonden.
Det er heller ingen ulempe, hvis man fra barnsben er blevet udstyret med en adelig titel. Baron og skibsreder Johan Wedell-Wedellsborg og hans kone Rebecca er altid på gæstelisten, når Mary og Frederik holder fest. Det gælder i øvrigt også Johans søster og svoger, Nina Wedell-Wedellsborg og Peter Aandahl. Både Johan Wedell-Wedellsborg og Peter Aandahl er faste deltagere ved Frederiks kongejagter.
Danmarks måske rigeste ægtepar, Bestseller-rigmanden Anders Holch Povlsen og hustruen Anne, er blevet nogle af Mary og Frederiks tætteste venner, selv om de ikke er født med kors, bånd og stjerner. Til gengæld var der tætte bånd mellem kongeparrets og tekstilkongens børn. På tragisk vis mistede Holck Povlsen i 2019 tre af deres dengang fire børn ved et terrorattentat i Sri Lanka. Siden har de fået yderligere tre børn.
Kongeparrets rige venner: Inde i varmen
Velkommen Mary
Godsejer, kammerherre og hofjægermester Jørgen Skeel og Malou Skeel var blandt de første, som bød Mary velkommen i Danmark. De ses ofte med kongeparret i forbindelse med ferier i Jylland eller ved fester på Sjælland. Og deres søn Holger kender desuden kronprins Christian fra Herlufsholm kostskole.
Otto Reedtz-Thott har både en hofjægermester- og en barontitel samt et slot, så han og fru Helle er selvfølgelig inde i varmen hos Mary og Frederik. Faktisk er Helle en af dronningens bedste veninder, og Reedtz-Thott-parrets tre børn har også været forbi Herlufsholm.
Lensgreve Bendt Wedell og hustruen Pernille ved – ligesom Frederik – lidt om, hvad det vil sige at skulle føre århundredegamle traditioner, skikke, slotte og avlsbygninger videre – Bendt er med sine 48 år lidt yngre end Frederik, men aldersforskellen betyder ikke så meget for et venskab i den ende af skalaen.
Det gælder også Ulla og kammerherre og hofjægermester Michael Brockenhuus-Schack – her er aldersforskellen blot til den anden side.
Et par fra den kongelige venneliste, som skiller sig ud, er skuespiller Hella Joof og hendes mand, lægen Henrik Jepsen, som kender Frederik fra frømandsuddannelsen. De er hverken ultrarige, har titler eller kommer fra fine familier – men er helt sikkert godt selskab.
Selv om Frederik gør en dyd ud af sit sportsengagement, er det påfaldende, at der ingen idrætsfolk findes blandt kongeparrets nærmeste venner – måske sidder Jonas Vingegaard og fru Trine med ved bordet næste gang.