Tre uger efter ulykke: Boeing-fly på vingerne igen
Efter tre ugers grundige undersøgelser kunne Alaska Airlines fredag sende et af sine Boeing 737 MAX 9-fly på vingerne igen.
171 Boeing 737 MAX 9-fly har været holdt på jorden, efter at et sidepanel i begyndelsen af januar rev sig løs fra et af Alaska Airlines' Boeing-fly, mens det var i luften. Uheldet fandt sted 5. januar.
Den første flyvning med det problemramte Boeing-fly efter uheldet var fredag planlagt til klokken 14.20 lokal tid. Flyet skulle flyve fra Seattle i delstaten Washington til San Diego i Californien.
Flyet afgik med halvanden times forsinkelse klokken 15.50. Det landede i San Diego klokken 18.14 uden nogen problemer undervejs.
Flyvningen fandt sted, efter at de amerikanske luftfartsmyndigheder onsdag gav grønt lys til, at flyselskaber sender Boeing 737 MAX 9-fly i luften igen.
For Alaska Airlines' vedkommende ventes alle fly dog først at komme på vingerne igen, når undersøgelser af alle selskabets 65 Boeing-fly af den pågældende type er færdiggjort.
Undersøgelserne ventes at være afsluttet i slutningen af næste uge.
Ingen kom til skade, da sidepanelet rev sig løs på Alaska Airlines-flyet 5. januar. Men efterfølgende har sikkerhedskontrollører sagt, at hændelsen kunne være endt katastrofalt.