Efter 13 år: Claes Antonsen dropper optagelser af "Toppen af poppen"
Når den 13. sæson af "Toppen af poppen" inden længe løber over skærmen, bliver det uden et velkendt ansigt.
Trommeslageren Claes Antonsen, der ellers er fast inventar i "The Antonelli Orchestra", medvirker nemlig ikke i den nye sæson.
Det bekræfter han overfor B.T.
Claes Antonsen forklarer, at han ikke kunne være med til optagelserne, da han valgte at prioritere sit arbejde med sin mangeårige ven og musikerkollega Thomas Helmig.
- Jeg har lavet det hele bagved, men kunne ikke være med til optagelserne, da jeg skulle arbejde med Thomas Helmig som klart har min førsteprioritet. Vi har været venner og spillet sammen, siden vi var 16-17 år, fortæller han til mediet.
De seks danske artister, der i denne omgang skal fortolke hinandens sange, tæller Medina, Anne Linnet, Jonah Blacksmith, Mekdes, Peter Sommer og Dopha.
"Toppen af poppen" sæson 13 får premiere på TV 2 Play lørdag 3. februar og TV 2 søndag 4. februar.