Alt er faldet i hak for Johannes Langkilde: - Jeg føler mig 15 år yngre
Puslespillet er godt samlet i Johannes Langkildes liv lige nu.
– Jeg er gladere, end jeg føler, at jeg har været i rigtig lang tid. Jeg er generelt rigtig glad, men der er mange brikker, der falder rigtigt lige nu, kommer det med et stort smil 46-årige Johannes Langkilde til SE og HØR.
Det er både på privatfronten og på jobbet, at alt falder i hak. Johannes har fået fornyet energi, efter han i sommer skiftede ”TV-Avisen” ud med ”Aftenshowet”, og han er glad for de nye arbejdsopgaver, som det har medført.
Skiftet har også været medvirkende til, at han nu skal være vært på Danmarks Indsamlingen 3. februar på DR.
– Det radikale skifte i mit arbejdsliv, og at jeg skal lave Danmarks Indsamlingen og dækkede tronskiftet har givet mig min ungdoms energi. Nye projekter giver mig energi, mens rutiner dræner mig. Så det får mig til at føle mig 10-15 år yngre, siger han.
Svært at komme hjem
Samtidig er han og familien atter finde sig helt til rette i Danmark, efter de for syv år siden vendte hjem fra USA, efter hans fire år som korrespondent med base i Washington.
– Det har taget mange år at falde til i Danmark igen. Da vi rejste ud fik vi at vide, at det var meget nemmere at rejse ud end at komme hjem, siger Johannes Langkilde, som havde han svært ved at tro på det, men han mærkede det alligevel det på sin egen krop.
– Når du rejser ud, så rejser du ud til et eventyr. Men når du kommer hjem, så kommer du hjem til det samme. Og det har faktisk været rigtig hårdt at skulle acceptere, at der var mindre eventyr, og at vi selv har ansvaret for at skabe et nyt eventyr, siger tv-værten, der er gift med Sisse, som han har 15-årige Andreas og 13-årige Emilie med.
Familieweekender
Hjemme i Danmark blev spontaniteten afløst af kalenderaftaler og Aula.
– Det var meget anderledes, end da jeg var korrespondent – og langt fra det vi ønskede, lyder det fra Johannes om skiftet.
Familien har nu blevet meget bedre til en impulsiv pizza med vennerne ligesom familieweekender er fastlagt hver måned.
– Vi ved ikke, hvad der skal ske i dem, men vi alle er enige om, at der laver man ikke en aftale, som egentlig er lidt ligegyldig, og som kan ligge en anden dag, forklarer Johannes.
– Vi kan besøge familie i Nordjylland, vandre en tur i skoven, lave bål og bare have en lang eftermiddag sammen, hvor vi ser film. Det behøver ikke være noget vildt – bare det at være sammen i den samme sofa kan være meget meningsfyldt. Simpelthen for at snakken kan gå på meget mere end: ”Hvad du har lavet i skolen i dag?”.
Har udlængsel
Selv om Johannes Langkilde beskriver sit ståsted lige nu, som rigtig godt, så afviser han ikke, at han en dag atter kan finde på at forlade Danmark.
– Vi har det godt, hvor vi er nu, men vi drømmer i allerhøjeste grad om at komme ud igen. Jeg er åben overfor det meste. Verden er stor og fantastisk.
Det er klart, at det er noget, der skal give faglig mening, og det skal være et sted man kan se sig selv. Men min erfaring er, at uanset, hvor man dumper ned, så er der et væld af oplevelser, som man ikke ville have fået ellers, forklarer han.
– Hvis der kom nogen i morgen og spurgte, om jeg ville arbejde et andet sted i verden, så ville jeg helt sikkert tage en kop kaffe med dem, siger Johannes Langkilde og smiler.
Glæde og gåsehud
Pigen Marisanja på syv år har sat sig dybt i Johannes’ bevidsthed, efter han besøgte en flygtningelejr nær byen Arua i Uganda.
– Der blev sat musik på, og så begyndte børnene at danse. De sagde: ”Kom og dans”, husker Johannes, som får gåsehud, når han snakker om oplevelsen.
– De børn er sultne, når de går i seng. De får et måltid om dagen, og mange er fejlernærede. Alligevel har de lysten, energien og styrken til at danse og grine.
Efter dansen tog Marisanja Johannes i hånden.
– Hun holdt bare fast, og jeg skulle ikke give slip. Det endte med, at jeg gik rundt med hende i hånden, til vi skulle af sted. Det har sat sig meget dybt i mig.
Efterfølgende spurgte han Folkekirkens Nødhjælp, som stod for turen, om han kunne hjælpe pigen med skolegang eller andet, men han fik et klart nej.
– Hvis jeg giver penge til hende eller hendes familie, så er der misundelse og ulighed, så det får hun ikke hjælp af. Så det bedste, jeg kunne gøre, var at støtte projekterne, og lade de, der ved, hvordan man hjælper, gøre deres arbejde.
Det budskab håber han bliver givet videre i Danmarks Indsamlingen, hvor man bl.a. samler ind til udsatte i Uganda.