Drama i ”Over Atlanten”: Sarah Grünewald går amok
LÆS OGSÅ: Drama på havet: "Over Atlanten"-optagelser ramt af uvejr
LÆS OGSÅ: Tænder helt af: Branco går amok på journalist
Når fjerde sæson af "Over Atlanten" har premiere torsdag aften på Kanal 5, bliver det startskuddet på en anderledes sæson.
De seks kendisser Rosa Kildahl, Sarah Grünewald, Rasmus Brohave, Nikolaos Strangas, Branco og Jonathan Harboe skal således sejle den modsatte vej, når de krydser Atlanterhavet. Fra Guadalupe i Caribien til Azorerne i Portugal.
Det er der ifølge sejler Jesper Bank ikke mange, der gør, for det er en langt mere krævende tur. Det er dog ikke alle, der bidrager lige meget til den krævende tur, og det sender den lattermilde eks-"Vild med dans"-vært op i det røde felt.
I traileren hører man hende fortælle, at det ikke er alle og enhver, hun kunne tænke sig at krydse det enorme ocean med, og at det er vigtigt, man kan stole på hinanden ude på båden.
Og i næste øjeblik, eksploderer hun.
– Fællesskaber ombord på en båd – det kan han fucking ikke finde ud af.
– Jeg bliver så provokeret af, at han ligger ude på et dæk bare og snorker, mens alle mand knokler, hører man Sarah Grünewald sige i klippet, mens kameraet filmer Branco ligge på dækket og vifte med langemanden.
Da SE og HØR i sidste uge mødte de søstærke kendisser til pressedag, afdramatiserede Albertslund-rapperen episoden.
– Jeg tror, det er klipningen, sagde han indledningsvist og uddybede.
– Jeg tror, vi alle sammen havde hver vores dag, kan man sige. Det var meget grineren det klip, de lige valgte at bruge der. Det synes jeg i hvert fald nu – lige at se tilbage på. Det er ren underholdning, men man blev jo testet derude på mange forskellige måder. Og det gjorde vi alle sammen. Så jeg vil ikke sige, jeg var upopulær – det var bare min dag, de lige valgte i det klip, forklarer han.
Til pressedagen så de kendte første afsnit for første gang. Efter visningen faldt flere ting på plads for Sarah Grünewald.
I første afsnit fortæller Branco, at han sagde ja til at være med for at trække stikket fra en hektisk hverdag, og det anede Sarah ikke.
– Vi tog alle sammen derud med forskellige intentioner. For mig var det meget sigende at se første program, fordi Branco gav udtryk for, at han havde enormt meget brug for den her tur for at trække stikket. Han havde brug for at komme ned i gear og mærke sig selv og få et afbræk fra en rigtig travl hverdag.
– Som han også siger: "Stik mig en fiskestang, og giv mig en time hver dag, hvor jeg bare kan chille", og det er en rigtig fin intention at have, men den anede jeg ikke, han havde. Og den ville jeg gerne have kendt på forhånd, fortæller hun.
For så kunne hun have været mere overbærende i de situationer, hvor hun oplevede, at han trak sig fra fællesskabet.
– Jeg synes, det var fint at se det her program, for så giver tingene også mening, lyder det fra Sarah, som understreger, at folk ikke røg i totterne på hinanden, men at alle seks kendisbesætningsmedlemmer lod hinanden krydse Atlanterhavet på den måde, de havde lyst til.
Se traileren øverst i artiklen.