Ny sæson af "Toppen af poppen": Debutanter og veteraner

Søndag aften toner en række musikere frem i en ny sæson af "Toppen af poppen".
Peter Sommer
Skanderborg-sangeren Peter Sommer, 49, har bl.a. hittet med nummeret ”Valby Bakke”.
Desuden er han kendt som den ene halvdel af duoen De Eneste To sammen med Simon Kvamm.
I 2015 giftede Peter Sommer sig med Marianne Verge, som han var ungdomskæreste med i 8660 Skanderborg i 1990’erne.
De brød med hinanden og stiftede hver især familie med andre – Sommer fik ét barn, hun to – men efter at have brudt med deres respektive partnere fandt de sammen igen og fik to børn sammen.
Familien bor i dag i et hus på Amager.
Medina
Det er de færreste, der ikke kan synge med på popbaskere som ”Kun for mig” og ”For altid” – og kvinden bag, Medina, 41, er bestemt heller ikke ny i ”Toppen af poppen”-sammenhæng, hvor hun også medvirkede i både 2019 og 2020.
Siden hun var med sidst, er stjernen blevet gift med Malo Chapsal, og sammen har de fået sønnerne Tyler Rose på knap tre år og Eliott Rose på halvandet år.
Familien bor i et hus i nordsjællandske Hørsholm.
I december satte parret dog deres 294 kvm store villa til salg for 17.500.000 kr.
Jonah Blacksmith
Simon Alstrup, 37, og hans ni år ældre bror Thomas Alstrup fra Thy-bandet Jonah Blacksmith er også blandt de kendte kunstnere, som skal fortolke andre stjerners numre i TV 2-programmet.
Jonah Blacksmith har bl.a. haft succes med sangen ”House On Fire”.
Bandet er opkaldt efter brødrenes musikalske bedstefar, Johannes Alstrup, som var smed.
Dopha
Sofie Daugaard Andersen, 26, med kunstnernavnet Dopha udgav sit debutalbum ”The Game” i 2021 – og har hittet med numre som ”Happy For Me” og ”The Game” og bl.a. optrådt til Kronprinsparrets Priser 2020.
Dopha er vokset op i Romalt ved Randers, og interessen for musik begyndte tidligt.
- Jeg har skrevet musik og sunget, siden jeg kan huske, har Dopha fortalt til Soundvenue.
Ifølge musikmediet deltog hun i 2012 i børnenes MGP med nummeret ”En lille del af dig”, men vandt ikke.
Anne Linnet
”Tusind stykker”, ”Barndommens gade”, ”Glor på vinduer”, ”Smuk og dejlig” – og man kunne blive ved.
Anne Linnet, 70, står bag en perlerække af evergreens, og det er da heller ikke første gang, stjernen medvirker i ”Toppen af poppen”, som man også kunne se hende i tilbage i 2011.
Anne var i 70’erne med i gruppen Tears, lavede kvindebandet Shit & Chanel, fik i slutningen af 70’erne sit gennembrud som solist med lp’en ”Kvindesind”, hvor hun fortolkede Tove Ditlevsens digte, dannede i 80’erne Anne Linnet Band sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen og efterfølgende gruppen Marquis de Sade.
Siden har fulgt en lang række af kæmpehits som solist.
Anne Linnet er mor til syv og har senest været gift med Kathrine Kjær, som hun blev skilt fra i 2022.
Siden har stjernen ikke vist nogen ny flamme frem.
Mekdes
Mekdes med det fulde navn Christina Mekdes Vinholt Pedersen, 25, er født i Etiopien og blev adopteret til Danmark, da hun var otte måneder gammel.
- Min mor har fortalt mig, at jeg sang, før jeg snakkede, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har villet andet end at være musiker.
Det kommer ikke fra mine forældre. De interesserer sig mere for sport og er en klassisk dansk håndboldfamilie, fortalte hun i 2021 til ALT for damerne.
Året efter beskrev DR, at Mekdes er vokset op i den lille by Starup ved Haderslev, boede i et hus i Kolding og havde kæresten Lærke, som hun mødte på en lokal bar.