Sarah Grünewald fejrede 40 år i Dyrehaven: Rørt til tårer
LÆS OGSÅ: Drama i ”Over Atlanten”: Sarah Grünewald går amok
Simremad, sang og silent disko var bare nogle af ingredienserne i Sarah Grünewalds 40-års-fest lørdag i Dyrehaven nord for København.
I de hyggelige omgivelser havde den tidligere "Vild med dans"-vært booket Peter Lieps hus, hvor den efter en eftermiddagsgåtur med gæsterne til en begyndelse stod på gløgg og sang fra hovedpersonen selv.
– Jeg ville synge. For mine gæster. Men også med dem, beskriver Sarah Grünewald på Instagram.
Det blev nummeret "The Rose" af Bette Midler fremført med to venner, og så var festen for alvor skudt i gang.
Den stod på simremad og tiramisu til dessert, hvorefter dansegulvet åbnede på alternativ manér. Det var nemlig med såkaldt silent disco, hvor gæsterne danser iført hørebøffer – ifølge Sarah fordi man så kunne sidde uforstyrret ved bordene, hvis man ville det.
Men udover alt det planlagte fik modellen og tv-værten én på opleveren, da gæsterne overraskede med musikbanko og en hyldestcirkel af stjernekastere, der tvang hende til at tørre tårer af kinderne med begge hænder.
Dagen beskriver Grünewald som magisk og bedre, end hun havde forudset, planlagt eller drømt om:
– Det blev til en kærlighedsfest over noget andet, jeg nogensinde har oplevet. De ord, jeg fik. Den kærlighedstunnel, der blev lavet af stjernekastere og de kærligste blikke. Min hær af de smukkeste, dejligste og sejeste venner. Min søn. Min mand. Min familie …
Med til fest var kendte gæster som svømmer Sarah Bro, designer Soeren Le Schmidt, "Over atlanten"-buddy og influencer Rasmus Brohave, makeupartist Nina Larsen, radiovært Thomas Vibe, "Vild med dans"-kammerat Martin Johannes Larsen og designer samt dommer på "Danmarks næste designtalent" Anja Camilla Alajdi.
På gavebordet bugnede indsamlinger til Red Barnet, mens gemalen sørgede for, at Sarah Grünewald denne uge kan nyde solskinnet på snowboardet i de franske alper - et noget mere beskedent gavebord end det overflødioghedshorn, hendes værtkollega Christiane Schaumburg-Müller Aaxman kunne præstere.