Charlotte Bøving nyder singlelivet efter skilsmissen: - Det er bare blevet et andet liv
Carolinelund i Varde – hvor tv-lægen Charlotte Bøving holder til – er for tiden omgærdet af en anderledes og kærkommen form for ro og fred.
I november kom det frem, at hun og hustruen Christina Jørgensen skulle skilles efter godt og vel to år som ægtefolk.
Og nu – omkring fire måneder efter skilsmissen – fortæller Charlotte Bøving åbent om den frihed, som hun har genfundet.
– Jeg har det fantastisk. Jeg har fået frihed til at leve mit voksenliv igen, siger den 56-årige læge til SE og HØR, da hun ankommer til premiere på teaterthrilleren ”Lægen” onsdag aften.
Her har hun veninde og danselærer Elisabeth Dalsgaard med, og de glædede sig begge til at se Iben Hjejle i hovedrollen som den kontroversielle men succesfulde læge Ruth Wolff.
Trængte til ro
Da skilsmissen var en realitet, indrømmede Charlotte Bøving, at der naturligvis ikke findes nogen brud, der er lette. Alligevel er hun landet et godt sted ovenpå skilsmissen.
– Jeg kan sige med hjertet, at jeg har det godt. Og håber også, at Christina får det godt, der hvor hun er. Jeg kan jo godt lide mit singleliv. Det giver mig en masse frihed. Mere tid til mine venner, min familie, rejser og kulturoplevelser. Det er bare blevet et andet liv.
– Og så er der blevet lidt mere roligt. Det nyder jeg også, lyder det fra Charlotte Bøving på den røde løber.
– På hvilken måde?
– Det er jo ikke nogen hemmelighed, at når man lever i en familie, så foregår der bare en masse ting hele tiden, og når man har et travlt liv i forhold med mange mennesker i sin klinik og mange mennesker, som man skal forholde sig til hver dag, så trænger man til ro. Og den savnede jeg nok en lille smule, men den har jeg fået.
Nu består Bøvings hverdag af vennebsøg og dyrene på lunden, som hun nyder freden sammen med.
Charlotte Bøving er vanligt bramfri, da SE og HØR spørger hende, om hun nu er begyndt at date igen.
– Det kan jeg sige hundrede procent, at der er jeg blevet kureret over så lang tid. Det kommer ikke til at ske foreløbigt. Der kommer til at gå meget lang tid, før jeg skal have nallerne i noget som helst. Sagt på godt dansk, griner hun.
Selvom ”frihed” er øverst på prioriteterne for tiden for kendislægen, så er der alligevel plads til nye tv-idéer i kikkerten. Hun fortæller onsdag aften til SE og HØR, at hun netop samme dag har haft kontakt til sit produktionsselskab, som viser stor interesse for en ny idé, hun har fået til et unikt tv-koncept.
Mere vil hun dog helst ikke afsløre om lige netop det.
– Det vil jeg godt lige holde lidt for mig selv lidt endnu, men det kommer til at tage afsæt i vores pressede sundhedsvæsen og de udfordringer, der er på det område lige nu, svarer hun.
Lyt til SE og HØRs sladderpodcast "Sladderministeriet", hvor vært Rikke Gøransson giver et indblik i sit privatliv, her: