TV 2 med nyt "Forræder"-koncept: Nu kan alle være med
Efter første sæson af "Forræder", hvor Tine Gøtszhe strikkede om dagen og myrdede om natten, og Johannes Nymark til sidst løb med sejren som "Forræder", er TV 2 blevet bestormet af seere, der gerne ville deltage.
Nu har de chancen.
- Allerede da første sæson af ’Forræder’ løb over skærmen, fik vi usædvanligt mange henvendelser fra begejstrede seere, der foreslog en version, hvor alle kunne være med. Og der er noget spændende og rigtigt ved nu at udvide ’Forræder’-universet på den her måde til TV 2 Echo, fortæller TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.
Hvor de kendte i første sæson allerede havde en baggrundsviden om deres med/modstandere, så vil det ikke være tilfældet i det nye format.
- Udover at castet ikke i forvejen er kendt af seerne, er de jo heller ikke i forvejen kendte af hinanden, så alle starter fra nul og kan helt strategisk vælge, hvor meget af deres baggrundshistorie, de vil dele med gruppen, og hvad de vil holde tilbage, lyder det fra TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.
- Det medfører et helt nyt lag til spillet, hvor vi også forudser en mere ægte reality-følelse, når spillet både handler om at skille sandheder fra løgne, at lave følelsesmæssige og strategiske alliancer, men også potentielt om at kunne forlade slottet som den sidste med en ægte pengepræmie på spil.
Med det nye koncept følger også en anden form for præmie. For mens de kendte danskere skulle donere pengene til et velgørende formål, er der mere på spil i det nye koncept, hvor vinderen eller vinderne får lov at beholde præmien selv.
Konceptet er allerede prøvet af i England, hvor der har været flere sæsoner med ukendte briter i det populære program.
Der ventes en ny sæson af "Forræder" med kendisser i april måned på TV 2, mens TV 2 Echo altså nu søger deltagere til det nye koncept, hvor 18 ukendte danskere kan få pengepræmien med hjem.