Ajla Tomljanovic afslører: Opereret i livmoderen
LÆS OGSÅ: Filmede forholdet til Netflix: Så gik de fra hinanden
Ajla Tomljanovic kommer ikke tilbage til tennisbanen lige foreløbig. Australieren har for nyligt gennemgået en operation for at fjerne muskelknuder i livmoderen.
Det afslørede hun onsdag i et opslag på Instagram:
- Hej alle sammen. Jeg kommer desværre ikke til at konkurrere de næste par uger... jeg så ellers meget frem til de næste hard court-turneringer.
- Jeg var nødt til at få fjernet nogle livmoderfibromer og vil se med (tennis, red.) hjemmefra, mens jeg heler. Vender snart tilbage, skriver hun.
Tomljanovic havde ellers fået en god start på det nye år, efter hun i 2023 kæmpede med en knæskade, der også krævede kirugisk hjælp. Det har sendt den tidligere top 30-spiller helt ned som nummer 221 på single-ranglisten.
Hun medvirker desuden i Netflix-dokumentarserien 'Break Point' sammen med nogle af verdens største tennisstjerner. I den første sæson fulgte man hende og ekskæresten Matteo Berrettini på tennistouren, men efter optagelserne, gik de to fra hinanden.