Sarah Grünewald i toiletpanik: - Jeg brugte det slet ikke
LÆS OGSÅ: Drama i ”Over Atlanten”: Sarah Grünewald går amok
Selv om det var en hurtigsejler af den imponerende slags, som fragtede kendisbesætningen fra Guadalupe til Portugal, så var det altså alligevel en primitiv omgang.
Det måtte Sarah Grünewald blandt andre sande, da hun fik en guidet tur i de flydende gemakker.
Da turguiden gjorde stop ved toilettet, fik hun sig således et regulært chok. For hvor var døren?
Rundt om det primitive toilet, som på mange måder ligner et campingtoilet, var der en teltkabine med lynlåsdør – og det er jo ikke just lydisoleret.
Det blev da også et ”nej tak” fra den tidligere ”Vild med dans”-vært, afslørede hun, da SE og HØR mødte hende til pressedag forud for premieren på ”Over Atlanten”.
- Jeg brugte det slet ikke, fortalte hun.
Turen tog sammenlagt 19 dage, og så længe kan man selvsagt ikke holde sig. Og det gjorde hun da heller ikke.
- Jeg brugte havets potte, afslørede hun og uddybede:
- Vi fik lavet et toilet udenfor med skumgummi på sådan en wire, der gjorde det ud for toiletbræt.
Det er ifølge Grünewald meget normalt i sejlerverdenen at stikke rumpetten ud over rælingen og forrette sin nødtørft.
- Det var virkelig dejligt. Det er jo ligesom de der japanske toiletter, hvor man får sådan et wind blow samtidig med, at man gør det. Det var virkelig dejligt, fortalte hun.
Første gang var ganske vist en lidt grænseoverskridende oplevelse, men efterfølgende var det bare at nyde suset. Bogstavelig talt.
Også selv om matroskammerater kun stod to meter væk, mens man sad med røven ude over rælingen og lavede nummer to.