Her er Julie Krieglers hemmelige kæreste: Har tidligere deltaget i DR-datingeksperiment
LÆS OGSÅ: Josephine og Melvin snød hele Danmark: Derfor gjorde vi det
I sensommeren og begyndelsen af september har Julie Kriegler flere gange vist en lidt hemmelig fyr frem.
Den 27. september afslørede hun på Instagram, at hun havde fået en kæreste, som hun skulle rejse på eventyr med.
Sidenhen har det været småt med information om den hemmelige fyr, som vi har fået lov til at se siden af, inden hun i slutningen af 2023 viste lidt mere af fyren frem på TikTok.
Da Julie Kriegler troppede op til EchoPrisen 2024 torsdag aften i Østerbro-huset, var det også i selskab med kæresten.
Han var dog ikke at finde på den røde løber, men ventede i stedet ved garderoben, imens Julie fik taget billeder og klarede et par interviews.
Men nu kan SE og HØR afsløre, at Julie Krieglers nye fyr ikke er helt så hemmelig alligevel.
Og faktisk ikke ukendt for danskere, der følger med i datingprogrammer på tv.
”Bachelorette”-darlingens kæreste hedder nemlig Daniel Christiansen, og har ligesom Julie selv forsøgt sig med at finde kærligheden i et tv-program.
I 2019 var Daniel nemlig med i sæson 2 af DR3’s ”Koden til kærlighed”.
Et datingeksperiment, hvor 350 singler tilmeldte sig i håbet om at finde den ægte kærlighed.
Daniel blev i ”Koden til kærlighed” parret med Michelle Ernst ud fra et spørgeskema, som samtlige singler og mere end 1400 personer i parforhold havde besvaret inden programmets begyndelse.
Daniel, som til dagligt arbejder som ejendomsmægler, fik det ikke til at fungere med Michelle, men fire år efter kan han glæde sig over, at han fandt kærligheden i Julie Kriegler.
Parret er også så langt i processen, at de vil købe lejlighed sammen.
Hvordan den drøm går kan du høre Julie Kriegler fortælle meget mere om, da SE og HØR mødte hende til EchoPrisen 2024 i videoen øverst i artiklen.