Trine Gadeberg flotter sig: Køber sommerhus i Nordjylland
Der er ikke noget så skønt som at trække stikket og køre langt væk fra byens pulserende larm for at lade op.
Og skuespiller Trine Gadeberg kan næsten ikke komme langt nok væk, når batterierne skal lades op.
Sammen med sin mand Kasper Le Fevre har hun således købt et hus helt oppe ved naturskønne Tannis Bugt i den lille by Tversted mellem Hirtshals og Skagen.
Huset blev sat til salg i august for 1.598.000, men parret har ifølge tinglysningen formået at presse prisen 123.000 kroner ned og har lagt 1.475.000 kr. for det idylliske træhus.
Skuespillerparret får 131 kvadratmeter fordelt på seks værelser at boltre sig på. Huset er bygget i 1974, har sprossede vinduer og dobbeltdøre, som fører ud til en skøn træterrasse.
Der bliver dog noget at se til. Udover at træværket skal males hvert andet år, skal græsset på den 627 kvadratmeter store grund slås jævnligt.
Huset ligger en ejendomsmæglerspytklat fra den populære Tversted Strand. Tversted Klitplantage ligger ligeledes og her kan skuespilleren og hendes mand nyde en gåtur rundt om Tverstedsøerne.
Parret ejer sammen anpartsselskabet YadaYadaYada, og i 2023 satte de med 2.983.696 kroner omsætningsrekord.
De udbetalte 1,6 mio. kr. i løn til firmaets to eneste ansatte samt 117.800 kr. i udbytte.
Efter skat lød årets resultat på 1,1 mio. kr., og det fik pengebeholdningen til at vokse fra 1,2 til 2,1 mio. kr.
Der er med andre ord rigeligt råd til en sommerresidens.