Kendte10. februar 2024

Vicky Knudsen frygtede kræft: Fandt knude på størrelse med hønseæg

Tv-biologen har de sidste tre uger været gennem hele rutsjebaneturen, som hun selv kalder det
Vicky Knudsen deltog i "Vild med dans" i 2020. Her ses hun med Jenna Bagge og Micky Cheng.
Vicky Knudsen deltog i "Vild med dans" i 2020. Her ses hun med Jenna Bagge og Micky Cheng.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Vicky Knudsen opdagede Bjørli Lehrmanns blodprop: Hold kæft, du kører dårligt

36-årige Vicky Knudsen, der er naturvejleder i "1 døgn, 2 hold, 3 dyr", har været gennem noget af en forskrækkelse.

På sin Instagram afslører den tidligere "Vild med dans"-deltager, at hun for tre uger siden opdagede "en stor bule på halsen" og tog til lægen.

Der blev reageret prompte, og fire dage efter fik hun en indkaldelse fra Rigshospitalet, hvor hun skulle udredes for kræft.

– Det viste sig, at min hals indeholdt flere syge lymfer – udover hønseægget, som jeg kaldte den store. Jeg blev tjekket grundigt igennem i hele halsregionen med scannere, kikkerter og vævsprøver, og min bræk- og synkerefleks virker i øvrigt så fint, skriver hun blandt andet i et længere opslag.

– Ventetiden på svaret var umanerligt hård, og min hjerne har sjældent været så tom – og jeg så stille og bange, tilføjer hun.

Selv om der ikke var tegn på aggressiv kræft, skal Vicky Knudsen dog stadig undersøges for at finde ud af, hvad der er galt, og lige nu er hun på antibiotika, inden hun eventuelt skal opereres.

– Måske har jeg haft en lille ubuden gæst med hjem fra det store udland. Ingen ved det (endnu). Men man er vel biolog. Så hvis du lige har et par krydsede fingrer til overs, så send endelig, skriver hun hun håbefuldt i opslaget, hvor hun også takker sine nærmeste og personalet på Rigshospitalet for at hjælpe hende gennem den svære tid.

Sponsoreret indhold