Nu taler Kong Charles for første gang siden kræftdiagnosen: Her er hans første ord
Britiske kong Charles sender en dybfølt tak for de støttende beskeder, han har modtaget fra offentligheden, siden det mandag kom frem, at han har fået konstateret kræft.
Det skriver BBC.
- Som alle dem, der har været ramt af kræft, ved, er sådanne venlige tanker den største trøst og opmuntring, skriver den 75-årige konge i udtalelsen.
Det er den britiske monarks første udtalelse efter kræftdiagnosen, der blev opdaget, mens han var i behandling for en forstørret prostata i januar.
Hvordan diagnosen konkret lyder, eller hvilken type af kræft, der er tale om, er ikke kendt af offentligheden.
BBC har dog tidligere skrevet, at der ikke er tale om prostatakræft. Derudover har en britiske premierminister, Rishi Sunak, sagt, at lægerne opdagede kræftsygdommen i en tidlig fase.
I udtalelsen skriver kong Charles videre:
- Det er lige så opmuntrende at høre, hvordan det, at jeg har delt min diagnose, har bidraget til at fremme offentlighedens forståelse, og hvordan det har sat lys på arbejdet i alle de organisationer, der støtter kræftpatienter og deres familier i Storbritannien og resten af verden.
- Min livslange beundring af deres utrættelige omsorg og dedikation er så meget desto større som følge af min egen personlige erfaring, skriver han.
Kong Charles har trukket sig fra de fleste officielle pligter, mens han bliver behandlet for sin kræftsygdom. Nogle de royale pligter vil i stedet blive varetaget af kronprins William og dronning Camilla.
Kong Charles og premierminister Rishi Sunak afholder et ugentligt møde. Disse møder vil fortsat blive afholdt.
Det næste stykke tid bliver det dog telefonisk, da kong Charles har udskiftet residensen i London med godset Sandringham i det østlige England.
Charles har siden 8. september 2022 været konge af Storbritannien. Han er den ældste søn af dronning Elizabeth 2. og blev konge efter hendes død. Selve kroningen af kongen fandt først sted i maj 2023.