Nyheder13. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Misbrugskonsulenter advarer: E-cigaretter sælges tilsat narko

TV 2 Kosmopol kan nu afsløre, at ulovlige e-cigaretter med søde smage - de såkaldte Puff Bars - nu også sælges tilsat narkotika
E cigaret
De populære cigaretter bliver brugt til at indtage stoffer bekræfter flere danske kommuner i hovedsatdsområdet.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De ulovlige e-cigaretter med sødesmag også kendt som de såkaldte Puff Bars – sælges nu også tilsat narkotika.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Brugen af de såkaldte Puff Bars er yderst udbredt blandt unge i hovedstadsområdet, viser TV 2 Kosmopols rundspørge.

Af de 16 hovedstadskommuner, TV 2 Kosmopol har været i kontakt med, er ti bekendte med at personer indtager stoffer via forskellige former for e-cigaretter.

Det drejer sig om Ballerup, Brøndby, Fredensborg, Frederiksberg, Glostrup, Greve, København, Roskilde, Tårnby og Vallensbæk kommuner.

Og det er en farlig cocktail, som kan havde store konsekvenser for de typisk unge brugere, lyder det fra fagpersoner på området.

- Syntetisk cannabis kan gøre de unge rigtig dårlige i rusen og give nogle voldsomme rusoplevelser, hvor de kan kaste op, miste deres bevidsthed og blive aggressive, fortæller Trine Nielsen fra U-Turn i København til TV 2 Kosmopol.

Misbrugskonsulenter advarer om, at Puff Bars kamuflerer et misbrug som noget mere uskyldigt.

- Det er som slik. Det smager af lækre frugtsmage, men du kan blive meget afhængig af det, forklarer socialpædagogisk vejleder Simon Fjeldsøe fra Brydehuset i Ballerup til TV 2 Kosmopol.

TV 2 Kosmopol har talt med en mor, der er skræmt over konsekvenserne.

- Mit barn var slapt i hele kroppen, grå i hovedet og havde blå læber. Jeg oplevede, at mit barn holdt op med at trække vejret. Jeg var bange for, at det var en overdosis. Og jeg er 100 procent sikker på, at det ikke bare var hash, der var i de Puff Bars, fortæller hun.

Ifølge moderen ville teenageren hele tiden have mere af de slik-smagende e-cigaretter og opsøgte derfor jævnligt lokale pushere for at købe det illegale præparat.

Sponsoreret indhold