En 22-årig mand, som onsdag er blevet varetægtsfængslet for drab, meldte sig selv til politiet.
Han mødte tirsdag op på en politistation i Taastrup med sin forsvarsadvokat, oplyser anklager Rasmus Kim Petersen til Ritzau.
Den 22-årig blev onsdag middag varetægtsfængslet i fire uger af en dommer ved Retten i Glostrup. Han nægter sig skyldig i sigtelserne mod ham.
I starten af januar blev den 22-årige varetægtsfængslet in absentia, fordi han er mistænkt i en sag om et drab begået på et hotelværelse i Brøndby.
Ved grundlovsforhøret i januar blev en 30-årig mand også varetægtsfængslet uden selv at være til stede, og han er fortsat efterlyst.
- Vi vil endnu en gang opfodre den 30-årige til at melde sig - alt andet er bare at trække pinen ud, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i pressemeddelelsen.
Den 22-årige mand er konkret mistænkt for at have medvirket til drabet på en 29-årig polsk mand, som blev fundet dræbt af skud på A Hotels i Brøndby.
I forbindelse med, at de to mænd blev varetægtsfængslet in absentia 8. januar, blev det oplyst, at sigtelsen gik på, at den 29-årige mand var blevet ramt af skud i brystet.
Ifølge politiet har de mistænkte i sagen en relation til offeret. Men politiet har ikke oplyst, hvad den relation nærmere består i.
Ud over drab er den 22-årige og den 30-årige sigtede for at have begået drabet med skydevåben på offentligt tilgængeligt sted. Det er en skærpende omstændighed og kan øge en potentiel straf.
En 60-årig mand er også sigtet i sagen, men han er på fri fod, da politiet løslod ham efter at have afhørt ham tilbage i starten af januar.
Onsdagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre. Derfor er det ikke muligt at få indblik i politiets beviser i sagen.
Dommeren varetægtsfængslede ham både på baggrund af en begrundet mistanke for drab og for besiddelse af skydevåben, lyder det på X.