Skuespiller Bill Skarsgård anholdt i lufthavnen
Vi kender ham fra flere frygtindgydende roller – eksempelvis som den afsindigt grusomme klovn Pennywise i gyserklassikeren ”It” – men det unge svenske skuespiltalent, Bill Skarsgård, må være den der har rystet i bukserne, da han i oktober blev snuppet af politiet i hjemlandet.
Ifølge mediet TMZ blev den 33-årige skuespiller for omkring fire måneder siden anholdt og siden tildelt en bøde for besiddelse af hash, da han havde 2,43 gram på sig i Arlanda Lufthavn.
Bødestraffen endte med at blive høj for den populære filmstjerne, for denne lyder nemlig angiveligt på hele 40.000 svenske kroner – eller lige under 31.500 danske.
Bill Skarsgård, som er ud af den absolut mest berømte film- og skuespillerfamilie i norden, skulle have erklæret sig skyldig i forseelsen på stedet, hvilket gør, at han ikke kan forventet yderligere straf, så snart bøden er betalt.
Verdensstjernen er bedst kendt for netop nævnte ”It” og ”It: Chapter Two”, ligesom han desuden har roller i lige så gruopvækkende ”Barbarian” fra 2022.
Sidste år skiftede han genre med den dystopiske actionfilm ”Boy Kills World”, som han havde hovedrollen i, og som han brugte til at flashe sin absolut imponerende fysik.