Elvira Pitzner: Endelig hjem!
To en halv måneds mareridt ser nu ud til at ende for Elvira Pitzner.
Den 26-årige influencer fortæller fredag morgen på sin Instagram story, at hun er i lufthavnen og snart boarder et fly mod Danmark.
"På vej hjem", skriver hun til en videoselfie fra lufthavnen, hvor hun har angivet klokkeslættet 05:15.
"Kan ikke tro det", tilføjer hun.
I en anden story har hun postet et foto af sine to hunde Eddie og Noona i en transportkasse, og hvor man også kan ane et rødbedefarvet, dansk pas.
"En envejsbillet til DK, tak", skriver hun til klippet.
Også på Mortada Haddads story fremgår det, at han er i lufthavnen i Dubai.
"Afsted på nye eventyr", skriver Pitzners rejsepartner, som blev tilbageholdt sammen med diamantdatteren, til et foto fra gaten.
Sagen droppet
I sidste uge var Pitzner i retten, hvor hun af sin eks Milad Sadaati var anklaget for utroskab. Han valgte dog angiveligt at droppe sagen, og derfor kunne Pitzner rejse hjem til Danmark.
Det har taget en lille uges tid for systemet i Dubai at ophæve rejseforbuddet, men det er altså nu sket, og nu kan Elvira Pitzner altså se frem til snart at lande på dansk jord.