Kakaopriser fordoblet: Chokolade bliver dyrere
Mens de fleste andre fødevarer hen over det seneste halve år er faldet i pris, er der nogle, der stikker den modsatte vej.
Det gælder blandt andet kakao, som lige nu handles til priser, der er dobbelt så høje som for et år siden.
Det indebærer, at din yndlingschokolade enten allerede er blevet dyrere eller formentlig bliver det inden for nær fremtid.
Forklaringen på de stigende kakaopriser skal først og fremmest findes i en fejlslagen høst i Elfenbenskysten og Ghana, hvor op mod 80 procent af verdens kakao stammer fra.
– Vejret i Vestafrika har været usædvanligt varmt og tørt de seneste mange måneder. Derfor er der ikke høstet så meget kakao som forventet.
– Det kan ses på priserne, der ligger markant over det niveau, hvor vi ellers har ligget de seneste 5-10 år, siger Ole Sloth Hansen, der er råvarestrateg i Saxo Bank.
Prisstigningerne gør ondt hos Toms Gruppen, der blandt andet står bag Guld Barren og de kendte chokoladeskildpadder.
– Selv om vi har oplevet fald i priserne på energi og på flere af vores andre mindre råvarer, har de voldsomt stigende kakaopriser været en af hovedårsagerne til de stigende priser på chokoladeprodukter.
– Og selv om det nuværende niveau for kakaopriserne endnu ikke afspejles i vores priser, så kigger vi desværre ind i, at vi muligvis er nødsaget til at komme med prisjusteringer, lyder det i en kommentar fra Toms Gruppen.
Hos Peter Beier Chokolade udgør kakao mindst 70 procent af indholdet i de færdige chokolader.
Og selv om virksomheden har sin egen kakaoplantage i Caribien, er stifter og administrerende direktør Peter Beier nødt til at supplere med kakao udefra.
Derfor er også han mærket af kakaoens himmelflugt.
– Det er alvorligt, det her. Det er ikke længe siden, at vi gav 1800 pund for et ton kakao, og nu er vi oppe på 4500, så det kan ikke komme bag på nogen, at det sætter sig i slutleddet, siger Peter Beier.
Han forventer dog ikke, at han kan hente alle prisstigningerne hjem ved at forhøje priserne på sin chokolade.
– Det kan vi ikke. Der er jo tale om en fordobling, og det kan vi ikke gå ud til kunderne med. Så køber de jo bare en pose Haribo i stedet for, siger Peter Beier.