Kendte16. februar 2024

Chefredaktør vil ikke fjerne Katherine Diez-anmeldelser trods plagiat

Selv om en rapport fredag slår fast, at litteraturanmelderen har ladet sig lige lovlig meget inspirere af andres værker, så bliver klummer og anmeldelser ikke fjernet fra Berlingske hjemmeside
Katherine Diez
Katherine Diez' tekster vil som udgangspunkt ikke blive fjernet fra Berlingskes hjemmeside.
 Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

– I alt har jeg fundet 13 eksempler på muligt plagiat i Katherine Diez’ 94 tekster, hvilket svarer til 13,83 procent.

Sådan lyder konklusionen fra graverjournalist Niels Lykke Møller i den færdige undersøgelse af Katherine Diez’ tekster for Berlingske.

Mest grelt er det i boganmeldelserne, hvor der er fundet 11 eksempler på plagiat i 43 anmeldelser.

Men selv om det nu sort på hvidt er bevist, at ikke alle ord, som Diez har skrevet, var hendes egne, bliver hverken klummer eller anmeldelser fjernet fra Berlingskes hjemmeside.

I stedet vil de 94 tekster blive udstyret med en disclaimer, som vil gøre opmærksom på, at teksten har været undersøgt for plagiat.

Det siger Tom Jensen til sit eget medie.

– Når vi vælger at gøre det på den her måde, så er det, fordi vi netop gerne vil tage ansvar for, at vi faktisk har publiceret de her artikler i Berlingske. Og derfor ikke ønsker at slette sporene efter os. Ved at lade dem ligge, så synliggør vi over for læserne, hvad der er sket, i stedet for at usynliggøre det.

Udover disclaimeren vil man også linke til Niels Lykke Møllers undersøgelse.

Berlingske har desuden planer om at kontakte skribenter og hjemmesider, som de mener, Katherine Diez har snuppet ord og sætninger fra.

Sponsoreret indhold