Kendte18. februar 2024

Efter hemmelig kæreste: Sussi er forelsket igen

Den nordjyske musiker Sussi har fundet en ny kæreste, der er ostemand
Sussi
Kærligheden blomstrer på ny for Sussi, der mistede sin mand Leo for et år siden.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Læs også: Se billederne: Sussi kysser med DR-kendis til Reality Awards

Foråret er på vej, blomsterne titter frem fra jorden, og det hele bliver lidt lysere.

I Saltum flagrer sommerfuglene også rundt i maven på Sussi, for den 68-årige musiker er nemlig forelsket igen.

- Det er så godt, og han er så dejlig, og jeg er så forelsket. Det er meget varmt, siger Sussi, mens hun smågriner forelsket.

Den nordjyske musiker blev single kort før jul, efter hun ellers havde fået sig en hemmelig kæreste. Men en populær kvinde som Sussi får ikke lov at gå rundt alene i lang tid. Så nu har hun igen fået en kæreste.

- Jeg var venner med ham på Facebook, og så skrev han til mig, siger Sussi.

- Så spurgte han, om han måtte invitere mig på ostebord, så kom han her med det og serverede osten, siger Sussi.

Da han skrev, var hun netop blevet single. Det første forhold sluttede fordi Sussi synes, det var svært, at han meget gerne ville holdes hemmelig, og det er svært, når man er en offentlig og bramfri personlighed.

Sussi
Sussi var sammen med Leo næsten uafbrudt i mere end 50 år, indtil han døde sidste år efter et længere sygdomsforløb.
 Foto: René Schütze

Indtil videre vil hun alligevel gerne holde sin nye kæreste for sig selv, men hun fortæller, han er ostemand og kommer fra Jylland og er 58 år.

- Han er rigtig sød, vi snakker sammen hver dag og skriver sammen flere gange om dagen, og så mødes vi, når det kan lade sig gøre, siger Sussi, der har kendt ostemanden i to måneder, og nu er kærester med ham.

Han har allerede mødt lidt af Sussis familie og venner og ser frem til, at hun snart skal møde hans familie. Men indtil videre byder deres forhold primært på hjemlig hygge.

- Lige i øjeblikket snakker vi meget, og så gør vi selvfølgelig nogle andre ting, som man gør, når man er kærester, griner Sussi.

Hun er lidt bange for, at folk vil tro, at hun er en type, der hele tiden skifter sine kærester ud, men hendes 52 år med Leo kan nemt modbevise det.

- Jeg kan godt mærke, at det med det løse, det er ikke noget for mig. Jeg kan godt lide at være i et godt forhold, hvor man kan hygge sig sammen og gå ture, siger Sussi.

I dag er det et år siden, Leo døde. Det har Sussi det fint med. Selv om Leo stadig fylder meget i hendes bevidsthed, så er hun glad for det liv, hun lever i dag.

- Hvis jeg skulle drømme om at få Leo tilbage, så skulle det være inden uheldet, men det er fint nok, det er et afsluttet kapitel, han har det fint, hvor han er, og jeg har det fint, hvor jeg er, siger den nyforelskede sangerinde.

Sponsoreret indhold