Inger Støjberg gør det igen

Ligesom ved folketingsvalget i 2022 kommer Inger Støjbergs navn til at stå på stemmesedlen ved europaparlamentsvalget i juni.
For Danmarksdemokraterne vælger igen at benytte sin formands navn, så der ud fra liste Æ på stemmesedlen vil stå "Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg".
Det bekræfter partiet samt Indenrigsministeriet over for Altinget.
Inger Støjberg stiller ikke selv op til europaparlamentsvalget.
Men for et nyt parti som Danmarksdemokraterne er det "ret godt at blive forbundet" med hende, lyder det fra partisekretær Steen Thomsen til Altinget.
- Vi oplever stadigvæk, at folk ikke kan huske, hvad partiet lige hedder, så vi gør det for at hjælpe folk på vej, siger han.
Steen Thomsen siger videre, at partiet senere hen vil droppe at bruge partiformandens navn ud fra partinavnet på stemmesedler. Det vil formentlig ske fra næste folketingsvalg, lyder det.
For at Inger Støjbergs navn kan komme af stemmesedlen, kræver det, at partiet får godkendt et navneskift hos Valgnævnet. Det er et uafhængigt organ under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der træffer afgørelse i visse sager om optagelse på valglister.
Europaparlamentsvalget afholdes søndag den 9. juni i Danmark. Her skal der vælges 15 danske europaparlamentarikere.
Danmarksdemokraterne har opstillet Kristoffer Hjort Storm som partiets spidskandidat til valget. Han er i dag rådmand i Aalborg Kommune.
I starten af februar havde Altinget sin første meningsmåling fra analyseinstituttet Epinion forud for europaparlamentsvalget.
Her stod 10 ud af 11 opstillingsberettigede partier til at få et mandat i Europa-Parlamentet heriblandt Danmarksdemokraterne. Kun Alternativet stod i målingen til ikke at få et mandat.