Præsidenter hylder forfatter
Gabriel García Márquez, colombiansk forfatter og modtager af Nobelprisen i litteratur, bliver hyldet af flere af verdens ledere og berømtheder, efter at familien torsdag bekræftede, at Márquez er død i sit hjem i Mexico City.
Især debutromanen fra 1967, "Hundrede års ensomhed", bragede igennem internationalt, og en af forfatterens beundrere er vennen Bill Clinton.
LÆS OGSÅ: Clinton fanget på kamera med ludere
- Lige fra det tidspunkt jeg læste "Hundrede års ensomhed" for mere end 40 år siden, har jeg altid været forbløffet over hans unikke talent for fantasi, hans skarpe tanker og hans følelsesmæssige ærlighed, siger Bill Clinton.
- Han fangede smerten og glæden ved vores fælles menneskelighed i omgivelser, der både var virkelige og magiske. Jeg har været beæret over at være hans ven og at kende hans store hjerte og strålende sind i mere end 20 år, siger USA's tidligere præsident.
USA's tidligere præsident Bill Clinton, var stor fan af den colombianske nobelprismodtager (Foto: All Over)
Den populære forfatter var også en af Barack Obamas favoritter.
- Jeg havde engang det privilegium at møde ham i Mexico, hvor han skænkede mig et signeret eksemplar, som jeg værdsætter den dag i dag, siger den amerikanske præsident.
LÆS OGSÅ: Beyoncé: Intim med Obama
Den colombianske præsident Juan Manuel Santos kalder Márquez "den største colombianer gennem alle tider".
- Giganter dør aldrig, siger han.
Også popstjernen Shakira giver forfatteren nogle ord med på vejen i en personlig besked:
- Det er svært at sige farvel til dig efter alt det, du har givet os! Du vil altid være i mit hjerte og hos dem, der elskede og beundrede dig.
Den chilenske forfatter Isabel Allende siger, at i stedet for at begræde tabet, "vil jeg læse ham igen og igen".
Gabriel García Márquez tilbragte 10 år i eksil i 1960'erne og 1970'erne. Under sit eksil i Mexico skrev han "Hundrede års ensomhed", der handler om en families historie gennem 100 år.
- Gennem sit arbejde har García Márquez gjort latinamerikansk magisk realisme universelt og sat sit mærke på vores tidsalders kultur, lyder det fra den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto.
Gabriel García Márquez blev 87 år. Han døde efter en alvorlig lungebetændelse, der krævede hospitalsindlæggelse i begyndelsen af april.